Bogguide: »Jeg er vild med gode kasser«
Aarhus Bibliotekerne varmer op til bogfestivalen, LiteratureXchange, med lumre og klimarelevanter anbefalinger.
»Jeg er vild med gode kasser,« siger biblioteksformidler Jette Holmgaard Greibe og hentyder til en bog med den titel.
Hun anbefaler i denne omgang to lumre bøger.
Begge bogtitler var kandidater til LiteratureXchange arrangementet ’Sex og Sax - erotisk booktalk og koncert’, hvor du får hele 18 bud på saftige bogtitler.
Arrangementet er del af det nye After Dark-tiltag til dette års LiteratureXchange, hvor du kan komme til både hede eller uhyggelige aftenarrangementer i litteraturens tegn.
Litteraturfestivalen er fra 8.-18. juni, og som et oplæg til den anbefaler Aarhus Bibliotekerne klimalitteratur, østeuropæiske fortællinger og ”hot” litteratur, du ikke kan læse uden at få røde kinder.
”Aleksandra”
Af Lisa Weeda
Hollandsk-ukrainske Lisa Weeda går i dialog med døde slægtninge i sit portræt af et område i Ukraine, der har været hærget af krige og konflikter i generationer.
Weeda tegner et broget billede af det sted, som forlaget så præcist betegner: ”et sted på jorden, som aldrig rigtig kan finde fred”.
Og så er den igangværende invasion af Ukraine endda ikke omfattet, da romanen er udkommet, før krigen brød ud. Der er dog nok andre uroligheder at tage fat i, når fortællingen dykker ned i et folk, der altid har kæmpet for et liv i frihed.
Til LiteratureXchange kan du opleve Lisa Weeda hele to gange og høre meget mere om hendes debutroman ”Aleksandra”.
”Til minde om erindringen”
Af Maria Stepanova
Russiske Maria Stepanova er en beundringsværdig syntetiserende forfatter, der løfter sin jødiske familiefortælling ved at kombinere den med essayistiske afsnit og diskussioner om, hvem der egentlig har ret til familiens minder og erindring.
Med essayistiske, æstetiske afsæt i fotografi, malerkunst og litteratur behandler Stepanova erindringens væsen, og der er noget skræmmende, smertefuldt og rensende i de her fortællinger om livet i Sovjetunionen, skildret gennem almindelige menneskers liv og historie.
Til dette års LiteratureXchange kan du opleve Stepanova på både Dokk1 og Aarhus Teater, når hun, med udgangspunkt i bogen, fortæller om de politiske begivenheder og bevægelser, der former os på tværs af generationer.
”Kriger uden maske”
Af Hanne Vibeke Holst.
På programmet til LiteratureXchange 2023 finder man også danske Hanne Vibeke Holst – en vigtig stemme i den danske ligestillingsdebat i kraft af sit virke som samfundsdebattør, foredragsholder og ikke mindst forfatter.
Hendes seneste udgivelse ”Kriger uden maske” er en fængende biografisk roman om den oversete danske kunstner Sonja Ferlov Mancoba, der trodsede konventionerne på mere end én måde for at komme ind under huden på sig selv og sin kunst. Bogen er desuden et tidsbillede af mellemkrigstidens Danmark og det besatte Paris.
Med udgangspunkt i denne fortælling går Hanne Vibeke Holst i samtale med kulturjournalist Diana Bach om kvinder og krig til LiteratureXchange.
”De bedste familier”
af Kim Blæsbjerg.
Historien i ’De bedste familier’ følger Jørn Albeck, der er ingeniør og slår sig ned i Lemvig med sin kone Karin og datteren Vibeke i starten af 1950’erne for at være med til at etablere Cheminova. I starten er der masser af uheld, og medarbejderne har selvfølgelig ikke godt af at blive udsat for dampende og ætsende gift, men det er foruroligende, som den karismatiske stifter af Cheminova, Gunnar Andreasen, og underdirektør Jørn affærdiger faren ved det.
Kim Blæsbjerg har med ”De bedste familier” fanget den perfekte kulisse til at fortælle om efterkrigstidens udvikling mod det danske velfærdssamfund, kvindefrigørelse og klassesamfundets ændring. Til LiteratureXchange fortælle nærmere ”De bedste familier” og historien om Cheminova.
”Gode kasser”
Af Ditte Hansen og Louise Mieritz.
Hele bogen er en fantastisk blanding af selvbiografiske historier, fiktive fortællinger, interviews og forløsende quizzer, der kan hjælpe dig med endegyldigt at beslutte, om du er en ’slut’ eller en snerpe.
Forfatterne, som vi kender fra deres satire og serier på tv, har allieret sig med illustrator Sofie Riise Nors, som tilfører tegneserieelementet, der både skaber humor og en perfekt fornemmelse af selvironi. Med ”Gode kasser” får du et selvbiografisk værk med en distanceret og samtidig ”in your face-humor”, der virkelig får dig til at grine højt.
Giv den til alle kvinder, der er alt for hårde ved sig selv og synes, de er forkerte og ikke har ret til at være sexede medmindre de ligner perfekte, eventyrlige modeller.