10 dage med film, gratis serie-smugkig og pris-show med de kendte
Der bliver ikke færre end tre festivaler på 10 dage med 70 events - og en prisfest, der får kendisser til at vrimle på den røde løber i Aarhus.
Fra fredag 27. oktober - søndag 5. november bliver Aarhus transformeret til et mediemekka, når den nystartede festival Aarhus Film Days, den etablerede branchefestival This, seriefestivalen Aarhus Series og prisfesten Series Awards bliver afholdt forskellige steder i byen.
Man kan komme på den røde løber med kendte skuespillere og instruktører ved Series Awards. DR’s Huset med Sofie Gråbøl topper med seks nomineringer og Killjoy med Emma Sehested Høeg har fået fire.
Man kan møde aarhusianske Sofie Torp i Øst for Paradis, når hun fortæller om sin nye film, Hygge, som også vises.
Og man kan i Musikhuset se de to første afsnit af TV2s nye serie, Oxen på det helt store lærred og møde både hovedrollen, Jacob Lohmann, og de kendte og prisvindende manuskriptforfattere, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der også står bag Rejseholdet, Ørnen og Livvagterne.
Aarhus Film Days
27. - 29. oktober
Aarhus har med Aarhus Film Days fået en tre dage lang filmfestival, hvor alle der elsker film, er velkomne. Den ikoniske biograf Øst for Paradis danner rammerne for den bred og inspirerende festival, som består af talks, filmvisninger, eksklusive forpremierer og visninger af de seks nominerede film til Nordisk Råds Filmpris.
Filmdagene har fokus på film, der har social relevans og kulturel gennemslagskraft. Film som vækker genklang i samfundet og inspirerer til samtale og debat - både blandt publikum og internt i branchen.
Festivalen er skabt i et samarbejde mellem Filmby Aarhus, Øst for Paradis og Den Danske Filmskole.
Mediefestival
31. oktober - 2. november
This er den førende nordiske mediefestival, og finder hvert år sted til november i Aarhus. Festivalen strækker sig over tre dage og har i alt tre spor: This Games, This Conference og This Series.
Den årlige mediefestival afvikles i Aarhus og samler visionære historiefortællere på tværs af brancher og målgrupper indenfor områderne streaming, serier, spil, film, tv, teknologi og innovativ forretning.
This fungerer som en kurator for innovative og interaktive oplevelser, der introducerer ny teknologi og nye ideer gennem foredrag, paneldebatter, premierer og udstillinger. Festivalen vil være en inspirationskilde for alle, der ønsker at fortælle mindeværdige historier; historier med social relevans og kulturel påvirkning. Historier, der giver genlyd i hele samfundet og stimulerer dialog og debat.
Aarhus Series
1. - 5. november
Aarhus Series er fem dage for alle, der elsker tv-serier. En vifte af aarhusianske kulturinstitutioner lægger hus til fælles oplevelser, hvor de allerbedste serier præsenteres i storformat, herunder gensyn, premierer og smugkig på kommende serier.
Festivalen tager publikum med bagom kameraet og sætter særligt fokus på serier, der har social relevans og kulturel gennemslagskraft.
Det er gratis at deltage, man skal hente en billet på hjemmesiden.
Priser til bedste serier
2. november
Series Awards er en hyldest til den danske og nordiske seriebranche og uddeler i alt 11 seriepriser i 11 forskellige kategorier. Kategorierne spænder fra Bedste Miniserie til Bedste Manuskript og indeholder desuden publikumsprisen Aarhus Seriepris.
Det afholdes for fjerde år i træk i Filmby Aarhus, og man kan hentes sig en gratis billet på hjemmesiden.
Den røde løber vil være fyldt med kendte skuespillere, instruktører og forfattere.
Blandt det stærke felt i år dominerer særligt DR’s aktuelle serie ‘Huset’ med i alt seks nomineringer og ‘Killjoy’, som Emma Sehested Høeg står bag, med fire nomineringer. Årets værter er brødreparret og skuespillerne Andreas og Sebastian Jessen, der vil guide publikum gennem aftenen.
Det er gratis at deltage, man skal hente en billet på hjemmesiden.
Seerne bestemmer
Ni af kategorierne afgøres af en branchejury, mens Talentprisen vurderes af en særlig talentjury. Den sidste pris, Aarhus Seriepris, er en publikumspris og afgøres af stemmer, som kan afgives fra nu og frem til showet 2. november.
»Vi startede som et stædigt initiativ, der skulle manifestere den kulturelle gennemslagskraft, som serier har blandt publikum. Jeg er helt vildt stolt af, at vi står her på tredje år, og endnu en gang kan præsentere et helt vildt stærkt felt af nominerede, som rummer visionære, kreative og ambitiøse serieskabere. De bedste serier kommer fra Norden, og det vil vi gerne hylde!« siger festivaldirektøren, Felicia Elisabeth Jackson.
I 2021 vandt ‘Kastanjemanden’ publikumsprisen, mens den i 2022 gik til ‘Orkestret’. I år er i alt 15 forskellige danske serier nomineret, og det er muligt at stemme via linket her.
De nominerede er:
Fra TV 2: Agent, Dansegarderoben, DNA, Killjoy, Sommerdahl, Tinka og sjælens spejl, Minkavlerne
Fra DR: Carmen Curler, Huset, Julehjertets hemmelighed
Fra Viaplay: Den som dræber – fanget af mørket, Elvira, En af drengene, Riget Exodus
YouSee: Sunday