Fortsæt til indhold

Bogguide: Bastarden, Hunger Games og Oxen bygger alle på gode bøger der kan mere end filmene

Der er delte meninger om, man skal læse bogen, før man ser filmen eller omvendt. Men det er helt sikkert, at der bag enhver god film gemmer sig en fantastisk fortælling, der ofte er en bog.

Ord og film
Cecilie Kusk Clausen

Det bliver tidligere og tidligere mørkt udenfor, og det er en god undskyldning for at blive inden for i varmen med en god bog, en serie eller en film.

Dette efterår kan du opleve et væld af serier og film, som du måske ikke vidste, var baseret på bøger. Aarhus Bibliotekerne har samlet nogle af de bedste bøger, som lige nu også kan ses på den lille eller store skærm.

Det gode spørgsmål er, om man skal læse bogen eller se filmen først?

Hvis man er stor fan af en bog, så kan man nemt blive skuffet, hvis en filmatisering ikke lever op til ens forventninger. Derfor kan det være en god idé at starte med serien eller filmen, inden man læser bogen – man bliver næsten altid positivt overrasket!

Tilbage til den jyske hede

”Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen (2020)

Måske du har set Mads Mikkelsen pryde det store lærred i rollen som kaptajn Ludvig Kahlen. Men vidste du, at ”Bastarden” er baseret på Ida Jessens ”Kaptajnen og Ann Barbara?”

Romanen udfolder en forholdsvis ukendt men virkelig fortælling om hedens opdyrkning i 1700-tallets Danmark. En opgave, som den tyske kaptajn Ludwig von Kahlen påtager sig, da han bosætter sig sydvest for Viborg.

Mads Mikkelsen er den stålsatte Ludvig Kahlen, der arbejder dag og nat for at få noget til at gro i den golde hedejord. Foto: Henrik Ohsten/Zentropa

Men godsejer Schinkel modsætter sig projektet med al sin magt, og heden gør også modstand, så det bliver en kamp mod naturens rå kræfter. En dag dukker den unge, gådefulde Ann Barbara op og flytter ind hos von Kahlen.

Fortællingen beskriver livet i 1700-tallets farverige og barske miljø, hvor det er alles kamp mod alle.

Hunger Games-trilogi

”En fortælling om sangfugle og slanger” af Suzanne Collins (2020)

64 år før Katniss Everdeen deltog i sit første Dødsspil, møder vi den unge Coriolanus Snow – den fremtidige præsident af Panem. Her lever han øjensynligt et overdådigt liv, men i virkeligheden er familien ved at gå fallit.

For at sikre sin egen karriere og familiens status, indvilliger han i at blive mentor for en deltager ved det tiende Dødsspil. Han er derfor også indstillet på at gøre alt, hvad der kræves, for at hans deltager vinder spillet. Men uventet venskab og kærlighed kommer i vejen for hans planer.

Med denne sofistikerede og rystende forløber til den populære Hunger Games-trilogi får vi svar på, hvor Snows indædte had til folkene i distrikterne stammer fra.

Netop nu tager den anmelderroste filmatisering ”The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes” dig med tilbage til Panem og Hunger Games-universet på det store lærred i biograferne.

En pige, en dreng og en skat

”Alt det lys vi ikke ser” af Anthony Doerr (2015)

En smuk fortælling om krigens påvirkning af unge menneskers liv, der gør, hvad der er nødvendigt for at overleve.

Bogen beskriver de mange hændelser, der leder op til det skæbnebestemte møde mellem den franske Marie-Laure og tyske Werner. Deres veje krydses i den tyskbesatte by, Saint-Malo, i krigens sidste år. Vi følger de to hovedpersoners rejse fra barnsben, der trods personlige udfordringer kæmper sig vej gennem livet og krigen.

Anthony Doerr har begået en vellykket og rørende fortælling om håb, skæbne og overlevelse med ”Alt det lys vi ikke ser”. Bogen kan netop nu ses som en miniserie på Netflix, der dog ikke formår at fange essensen af Doerrs smukke forfatterskab.

Spænding til det sidste

”De hængte hunde” af Jens Henrik Jensen (2012)

Niels Oxen er tidligere jæger- og elitesoldat, der efter sine barske oplevelser på Balkan og i Afghanistan, har meldt sig ud af samfundet og bosat sig i Rold Skov. Men den virkelige verden kalder, da han en sen aften falder over en død mand og en hængt hund.

Jacob Lohmann har hovedrollen som Danmarks højest dekorerede jægersoldat, Niels Oxen, i den nye TV2-serie med samme navn. Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Med sine efterladte spor på gerningsstedet bliver han først mistænkt for mordet, men der er ingen beviser at finde. Til sin store overraskelse bliver han kort efter tilknyttet PET for at tage del i efterforskningen. Jens Henrik Jensen lægger hårdt ud med denne første bog i serien, der er fyldt med action og spænding, som gør bogen svær at lægge fra sig.

Krigsveteranen Oxen bliver netop nu portrætteret af Jacob Lohmann i TV2-serien af samme navn, der trods det dygtige cast ikke har imponeret anmelderne i lige så høj grad som bøgerne.

1970’ernes musikunivers

“Daisy Jones and the Six” af Taylor Jenkins Reid (2022)

En levende fortælling om op- og nedturene for et ikonisk men fiktivt rockband i 1970’ernes USA. ’The Six’ har endnu ikke slået igennem på den store scene, da Daisy Jones tilslutter sig bandet. Pludselig ændres historien for altid, da bandets succes vender, og bølgerne begynder at gå højt.

Selvom berømmelse udgør en betydelig del af bandets eksistens, så fokuserer bogen i højere grad på menneskene bag. Historien om bandets succes og opløsning fortælles primært gennem transskriberede interviews med medlemmerne, hvilket understreger, at der er forskellige opfattelser af sandheden.

Selvom bandet er fiktivt, så afspejler historien den virkelige musikkultur i 70’erne, der var præget af fester, stoffer og frihed.

Dette ses også i tv-serien af samme navn, hvor der er skruet op for musikken og den fede 70’er-stil. Serien kan streames på Prime video.