Fortsæt til indhold

Bogfest med børnehjørne, blogger-ø og pølsevogn

Der er noget for hele familien, når mere end 100 forlag, forfattere, illustratorer og bloggere fylder Marselisborghallen.

Ord og film

Den første weekend i marts vil Marselisborghallen i skovene lige syd for Aarhus midtby lægge rum til en bogmesse, der henvender sig til alle i familien. Her kan man møde mere end 100 forlag, forfattere, illustratorer, bogbloggere og andre, der har med ord at gøre, til en hyggelig og livlig snak.

Forfatter Lykke Lindbo, som har udgivet fantasytrilogien om Fanny Fairychild deltager i bogmessen. Pressefoto

Mellem bogstande og forfattere med både skønlitteratur og fagbøger, vil man i høj grad også møde børne- og ungdomsbøger. Mange børnebogsforfatter deltager, og flere af dem vil man kunne møde i et ”børnehjørne”, hvor der vil være forskellige aktiviteter, fx tegnebord med farver og en udstillervæg til tegninger.

På bogmessens store scene, ”Bogscenen er din”, vil der vil være interviews, foredrag og oplæsning.

På åbningsdagen interviewer Allan Breckling, manden bag Brecklings Bogcafé, forfatteren Mich Vraa, der senest har skrevet den anmelderroste roman ”Under en anden himmel” om Prins Henriks barndom og unge år.

Forfatter og fotograf Rune Engelbreth Larsen fra Aarhus udgiver billedrige naturbøger, der fortæller om, hvordan vi får en bedre natur. Pressefoto

En anden toastmaster på scenen er den unge forfatter Mikkel Wendelboe, der især skriver fantasy, satire og science-fiction, når han ikke optræder som vært på forskellige TV- stationer.

Man vil også finde en lille øgruppe med borde og stole, der vil summe af aktivitet, når bogbloggere og forfattere mødes.

Der bliver café inden, en gammeldags pølsevogn udenfor og et par kaffe tuktuk-er.

Det er fra fra fredag 1. til søndag 3. marts.