Beatles-musical går som varmt brød
Billetsalget til en af årets mest ventede musicals herhjemme 'She Loves You' går forrygende og spilletiden forlænges.
Med knap to måneder til premieren på Teaterselskabet Nordic Musical Partners og musicalproducent Mikkel Rønnows stort anlagte musical ’She Loves You’ har musicalen allerede solgt 30.000 billetter og forlænger dermed spilleperioden. Forestillingen får verdenspremiere i Tivolis Koncertsal fredag 25. marts og spiller herefter i Musikhuset Aarhus fra 29. april. De nye forestillinger i Aarhus er 19. -21. maj.
’She Loves You’ er en musical om en moderne familie, hvor alle tager livtag med kærligheden. Fortalt med teksterne og musikken i Lennon og McCartneys udødelige sange oplever vi både den naive, unge kærlighedsrus, den etablerede kærlighed der udfordres af børn og karriere, og den livslange kærlighed der blomstrer ved livets afslutning.
Musicalstjerner
Nordic Musical Partners har sikret sig et stærkt hold af nogle af landets førende musicalstjerner. I front som kvinden Louise kan publikum glæde sig til at se Maria Lucia, Danmarks ukronede musicaldronning med et væld af hovedroller på de skrå brædder og tegnefilm bag sig – fra Belle i Beauty and the Beast til Maria i The Sound of Music, Elsa i animationsfilmene Frost og Frost 2.
Ved sin side har hun Birgitte Raaberg som Louises mor Anna. Birgitte Raaberg var dominerende på tv, film og musical-scener over hele landet i 1980’erne og 1990’erne, bl.a. som Susan Himmelblå i Midt om natten. Af andre stærke musicalnavne på rollelisten kan nævnes Rikke Hvidbjerg, Karsten Jansfort, de unge stortalenter Mikkel Hoé Knudsen og Johanne Milland samt musicalveteranerne Nicoline Siff Møller og Martin Loft.