Hollywood-stjerne udskyder forestillinger i Aarhus
Af personlige årsager har John Malkovich udskudt sine forestillinger i Aarhus fra januar til september.
Musikteaterforestilling The Infernal Comedy - Confessions of a Serial Killer med Hollywood-stjernen John Malkovich i hovedrollen bliver udskudt til september næste år. Planen var ellers, at den skulle opføres i Musikhuset Aarhus i januar.
Det sker af personlige årsager, melder Musikhuset Aarhus i en pressemeddelelse, hvor det i øvrigt oplyses, at Musikhuset sætter en ekstra forestilling i salg.
De to oprindelige forestillinger, der blev udsolgt på få minutter, rykker til lørdag den 28. september. Alle, som har købt billet, bliver tilbudt billetter på den nye dato. Ekstraforestillingen den 29. september bliver i første omgang tilbudt alle dem, som har skrevet sig på venteliste. Hvis der er billetter tilbage bliver de sat offentligt i salg torsdag den 28. september kl. 10.
Det er første gang at den amerikanske stjerneskuespiller kan opleves i Danmark som den østrigske seriemorder Jack Unterweger. I musikteaterforestillingen The Infernal Comedy - Confessions of a Serial Killer indtager John Malkovich hovedrollen, når han træder op på scenen i Musikhuset i selskab med to sopraner og et klassisk ensemble.