Matematik-lektor var frivillig statist: Nu har han roller i Borgen og Nattevagten 2
Jess Boye underviser på Aarhus Universitet og er en af de frivillige statister, som der lige nu igen er brug for i forestillingen Ragnarok. Han har fået gode venner og roller i Borgen 4 og Nattevagten 2 ud af at være med.
Selv om du ikke har stået på en scene før og hverken kan sige replikker, danse eller synge, er det muligt at komme på scenen sammen med Det Kongelige Teater foran op til 3.000 publikummer.
Frivillig-organisationen ReThinker søger frivillige til at være med i forestillingen Ragnarok, der spiller i juni. 28. november er der infomøde om stykket, der foregår på en kæmpestor scene i det fri ved Moesgaard Museum. Det samme sted som forestillingerne Røde Orm, Kong Arthur og Hobbitterne blev opført med et stort antal frivillige.
Jeg er som cirkushesten, der kan dufte savsmuldet i manegen, og jeg har talt med nogle af dem, jeg tidligere har spillet sammen med, om at vi skal melde os igen.Jess Boye om Ragnarok
Den chance greb Jess Boye, der til daglig underviser på Matematisk Institut på Aarhus Universitet i calculus, der er et grundlæggende matematikkursus. Lektoren, der i øvrigt også har fire børn og et job på gymnasiet GUX i Nuuk i Grønland, havde ikke planer om at gøre sin entré på en scene, men nogle af hans aarhusianske studerende kunne se det ske.
De reagerede på ReThinkers opslag, som søgte frivillige til den første store udendørs teateropsætning på Moesgaard i 2017, Røde Orm.
»Nogle studerende taggede mig i opslaget. Der stod, at man skulle være atletisk bygget og i stand til at gro et fuldskæg. Det mente jeg, at jeg godt kunne klare,« ler Jess Boye, da Aarhus Onsdag taler med ham, der i øvrigt også er idrætslærer, når han er på gymnasiet i Nuuk.
I nærkamp med Røde Orm
Det viste sig under prøverne, at lektoren var i så god fysisk form og behændig med et sværd, at han fik en meget central rolle. Først var det angstprovokerende, og han var virkelig på, for alt er nøje koreograferet ned til mindste detalje, så det ikke går galt.
»Jeg blev ham, der kæmpede mod Røde Orm i det store slag. Han blev spillet af Andreas Jebro, der er virkelig sej. Vi gik til vaflerne, så jeg havde permanent et blåt mærke hen over ribbenene, fordi det altid var der, han satte ind. Kostumeafdelingen syede en pude ind i mit kostume, fordi det hen ad vejen gjorde temmelig ondt,« siger 47-årige Jess Boye.
Det glemte han at mærke i kampens hede og ikke mindst, når klapsalverne regnede ned over hele holdet aften efter aften.
Jeg har mødt folk, jeg ellers aaaldrig ville møde. Vi bliver kastet ind i smeltediglen sammen og lærer hinanden godt at kende hurtigt.Jess Boye, matematiklektor og statist
»Det er en ubeskrivelig følelse at stå der alle mand og tage imod applaus. Man er kun noget i kraft af hinanden og det store samarbejde, og det bliver fuldstændig forløst i det øjeblik, man står dér, og folk klapper. Det er rimelig euforisk. Man er bare virkelig glad. Efterfølgende drak mange af os en øl sammen og landede blødt,« fortæller Jess Boye.
Matematiklæreren fik lyst til at være med igen, da Det Kongelige Teater vendte tilbage i 2019 til Moesgaard for at sætte Kong Arthur op. Han fik rollen som Sir Percival, der er en af ridderne om det runde bord.
Med i Nattevagten og Borgen
»Det var mega fedt, for den rolle fyldte noget mere. Og det bragte mig videre, fordi jeg lærte mange forskellige folk i branchen at kende - bl.a. teknikerne - og så blev jeg statist i først den ene serie og så den anden. For nylig indspillede jeg nogle scener i den nye version af spillefilmen Nattevagten 2,« siger Jess Boye.
Han spiller betjent i thrilleren, der 30 år efter den første Nattevagten fortæller, hvad der siden er sket. I tv-serien Borgen spiller han en medarbejder på den arktiske kommandocentral, hvor han viser den arktiske ambassadør, som spilles af Mikkel Følsgaard, vej.
»Jeg har fået små replikker som ”Kontrolrummet er hernede”. I Nattevagten 2 er jeg en betjent i en scene, der er filmet på et tidspunkt, hvor ingen af de kendte skuespillere var til stede, men det var sjovt at være tilbage på det gamle sygehus. For mig er det en hobby, og det skal ikke være mere.«
Jess Boye har også været statist i tv-serien Den Som Dræber i sæson 2 og 4.
Men nu kalder teaterscenen igen, for Det Kongelige Teater er tilbage på Moesgaard med stykket Ragnarok. Denne gang handler det om de nordiske guder, og man kommer med ind i et eventyr med magi og nordisk mytologi.
Det bliver fuldstændig forløst i det øjeblik, man står der, og folk klapper. Det er rimelig euforisk. Man er bare virkelig glad.Jess Boye, matematiklektor og statist
»Jeg er som cirkushesten, der kan dufte savsmuldet i manegen, og jeg har talt med nogle af dem, jeg tidligere har spillet sammen med, om at vi skal melde os igen. Vi er blevet gode venner,« siger statisten.
Han har mødt mennesker og fået venner, han ellers aldrig ville komme i kontakt med, og nu har de sammen løst en stor opgave. Det har gjort dem tætte.
»Jeg har mødt folk, jeg ellers aaaldrig ville møde. De ligger helt udenfor min bekendtskabskreds. Vi bliver kastet ind i smeltediglen sammen og lærer hinanden godt at kende hurtigt. Det frivillige betyder, at man har et utroligt positivt syn på det hele,« forklarer faren til fire, der også har inddraget sin familie i frivillig-jobbet.
»Jeg har taget børnene med så meget som muligt. I år siger både min mor og min yngste Villa på 12 år, at de gerne vil være med. Det kunne være fedt at være tre generationer i det samme stykke,« ler Jess Boye.
Mytologi og magi i Ragnarok
Ragnarok er en forestilling om menneskekrigeren Liv, der dør i krig og kommer til Asgård. Her møder hun jætter og guder, og vi får genfortalt sagnene om den nordiske mytologi. Liv forelsker sig og tager på en lang rejse blandt venner og fjender, men der er uro i gudernes land, og det hele ender i det rene Ragnarok.
På scenen gør statisterne scenografien levende, når de spænder lange elastikker ud på kryds og tværs, reflekterer lyset med mange spejle og går side om side med de kongelige skuespillere på scenen.
»Man har en væsentlig rolle som statist, fordi alle er afhængig af, at de står på præcis det rigtige sted, og at de løfter elastikken og retter spejlet sådan, så det harmonerer med de øvrige, og scenografien fungerer. Det er som et dominospil, hvor man ikke kan mangle en brik,« forklarer statist-koordinator Anne-Sofie Thomsen.
Scenen består blandt andet af et stort vandkar, og i det hele taget fylder vand meget i Ragnarok, så statisterne bliver tilbudt våddragter.
Prøver begynder 25. april, hvor skal man møde op nogle gange om ugen, og op til premieren bliver der prøver på daglig basis. Både der og i spilleperioden har man som regel fri søndag og mandag og spiller de øvrige fem dage i ugen.