Fortsæt til indhold

John har i hemmelighed to koner, men husker dårligt

Kan man være ægtemand på deltid? Det kører for taxachaufføren på Åbyhøj Amatør Teater, men efter et overfald taber han overblikket.

Teater
Tahmasbi

John Smith, der er en lykkelig bigamist med én kær ejendel, der overskygger alt andet – sin lommebog med vigtige noter.

I sit liv som taxachauffør har han ikke blot én, men hele to koner, der dog ikke er bekendte med hinandens eksistens.

Det går strålende lige til den dag, hvor han prøver at redde en ældre dame fra et overfald, men selv ender med at blive slået ned. Det gør ham lettere groggy. Og kan man så huske, hvor man bor samt med hvem, når nu politiet gerne vil følge én hjem?

Aabyhøj Amatør Teater opsætter ”Run for your wife” af Ray Cooney. Det skriver teateret i en pressemeddelelse.

Efter et overfald kniber det for John Smith at holde sine to liv ude fra hinanden. Pressefoto

Det er en klassisk forviklingskomedie, hvor grinet absolut har en stor mulighed for at blive sluppet løs. Alt kan ske, og det gør det i bedste Ray Cooney-stil!

»Vi glæder os til at give publikum én på opleveren og forhåbentlig høre latteren brøle løs, når stykket udfolder sig, og vores dygtige ensemble giver den gas på scenen,« siger instruktør René Pip Pertl Kehlet.

Latteren buldrer løs i den klassiske britiske teaterfarce fra 6. april til 3. maj 2024 på Møllevangs Allé 22 i Aarhus V.

Forestillingen kan ses på følgende datoer:

Lørdag 6. april kl. 14.00, tirsdag 9. april kl. 19.00, torsdag 11. april kl. 19.00, søndag 14. april kl. 14.00, onsdag 17. april kl. 19.00, lørdag 20. april kl. 14.00, søndag 21. april kl. 14.00, onsdag 24. april kl. 19.00, tirsdag 30. april kl. 19.00, fredag 3. maj kl. 19.00.