»Lidt vammel sag« med "Anden" topper lige nu i udlandet og på Netflix
Filmen "Toscana" med Anders Matthesen er den mest sete ikkeengelsksprogede film den seneste uge på Netflix.
Den danske film ”Toscana” er i denne uge den mest sete ikkeengelsksprogede film på streamingtjenesten Netflix. Det viser en liste på Netflix’ hjemmeside.
Ifølge streamingtjenesten er den danske film blevet set i intet mindre end 14,8 millioner timer den seneste uge. Det giver ”Toscana” en førsteplads foran filmene ”The Perfect Family” og ”The Takedown” på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Den danske film fik premiere på Netflix den 18. maj og har komikeren og skuespilleren Anders Matthesen - også kendt som ”Anden” - i hovedrollen. I filmen spiller han kokken Theo, der bliver tvunget til at rejse til Italien for at sælge sin afdøde fars restaurant.
Filmen, som er instrueret af Mehdi Avaz, har tilmed været en af de ti mest sete film i 59 lande. Blandt andet har filmen været populær i Italien, hvor store dele af filmen foregår.
Klichéfyldt
Til trods for at være vældig populær på streamingtjeneste, så er der ikke meget ros at hente hos anmelderne. Under overskriften ”En lidt vammel sagom Toscana,” skriver Berlingskes anmelder:
»Hvis der var noget, der hed klichépolitiet, ville Mehdi Avaz ligge i benlås lige nu og se frem til 30 år uden mulighed for prøveløsladelse.«
Tre ud af seks stjerner fik filmen i mediet.
Og hos Filmmagasinet Ekko gav man kun to ud seks stjerner og kaldte filmen for »ufrivilligt komisk kokkedrama«, hvor anmelderen blandt andet skoser filmen for sin »papirtynde karaktertegning og klodsede manuskript«.
Anmelderne roser dog filmen for dens italienske omgivelser, som er det man - ifølge filmbloggen Filmplus - husker bedst ved filmen. Alligevel rækkede det dog kun til en enkelt stjerne netop her.