Fortsæt til indhold

3-årig dreng faldt ud af vindue fra tredje sal: Men heldet var med ham

En lille dreng slap søndag aften på mirakuløs vis for større skrammer, efter at være faldet fra 12 meters højde.

Dinavis.dk
am

Det er på Twitter, at Københavns Politi kan berette om lidt af et mirakel.

Her var politiet søndag rykket ud til Pragtstjernevej i København, hvor en dreng på 3,5 år var faldet ud af et vindue fra tredje sal.

»Han faldt 12 meter og landede på græs. Heldet var med ham, da han umiddelbart slap med begrænsede skader,« lyder det fra politiet.

Efterfølgende blev drengen dog kørt til hospitalet for en sikkerheds skyld.

Der skulle dog ifølge vagtchef ved Københavns Politi ikke ligge noget kriminelt bag den vilde hændelse.

»I forbindelse med leg har han fået åbnet vinduet. Det er sket i et ubemærket øjeblik,« siger vagtchef Espen Godiksen ifølge Sjællandske til Ritzau.