Fortsæt til indhold

Koed har fået sin egen opslagstavle - med fugl

Kunstner Ole Melin-Nielsen fra Ebdrup har netop lavet byens opslagstavle i Koed.

Dinavis.dk

Jern og stål er kunstner Ole Melin-Nielsens mest brugte materialer i hans værker. Nu får borgerne i Koed også glæde af hans kunst, nemlig en opslagstavle. På opslagstavlen sidder en skulptur af en fugl, som efterhånden er Ole Melin-Nielsens signatur.

Opslagstavle ved siden af Lys og Håb

Han fortæller, at projektet startede med at han blev kontaktet af Jon Valdemar Andersen fra lokalrådet, der fortalte at byen ønskede sig en opslagstavle. Om det var et projekt, Ole Melin ville lave.

»Det syntes jeg kunne være spændende, så jeg sagde selvfølgelig ja,« smiler Ole Melin.

I samarbejde med Lars Thyrre, Koed, er opslagstavlen og fuglen nu støbt ned i Koed midt i byen. Den står ved siden af skulpturen Lys og Håb, som Ole Melin-Nielsen har lavet i samarbejde med glaskunstneren Per Steen Hebsgaard. Der er lys i skulpturen om natten.

»Der er så meget uro i verden. Jeg synes, det er sjovt at lave noget, der spreder glæde og er til fælles bedste.«