Borger: Parkeringskontrollen er mest til gavn for det private parkeringsselskab
En borger i Ebeltoft efterlyser mere konduite fra p-vagterne.
En borger i Ebeltoft mener, at parkeringskontrollen i Syddjurs Kommune, og særligt i Ebeltoft, er alt for restriktiv og egentlig kun til mest gavn for det private parkeringsselskab, som kommunen har hyret.
Desuden er skiltningen visse steder for ringe, siger han.
Underskud for kommunen
Henrik Tellerup Nielsen, der har henvendt sig, har indsamlet oplysninger og beregninger, som efter hans vurdering rejser spørgsmål om kommunens prioriteringer. De viser, at udgifterne til den eksterne parkeringsoperatør overstiger indtægterne fra parkeringsafgifter.
Fra Syddjurs Kommune har han fået oplyst, at kommunens samlede indtægter ved parkeringsordningen udgjorde 206.206 kroner i 2025, mens kommunens samlede udgifter til parkeringsselskabet udgjorde 234.355 kroner. Ordningen udviste dermed et underskud på 28.149 kroner i 2025.
Herudover fik han oplyst, at det akkumulerede underskud, der overføres til næste regnskabsår, udgør 70.573 kr.
Henrik Tellerup Nielsen undrer sig over, at kommunen har entreret med et parkeringsselskab i stedet for selv at stå for det.
»Kommunen har jo interesse i, at der kommer folk til byen. Man kunne vel sagtens finde en person, der kunne udføre den opgave at udskrive bøder på mere rimelig vis.«
»Meget kontante p-vagter«
Dette leder over i den anden problematik, som han finder gevaldig generende, både for byens gæster og for de handlende, nemlig at parkeringskontrollen i højsæsonen fremstår meget kontant. Det har han fået bekræftet af flere borgere og erhvervsdrivende.
»Skal vi uddele bøder til folk, der parkerer på en stribe eller ikke er kørt langt nok ind i båsen,« spørger han.
Han mener også, at parkeringsvagter er meget hurtige til at udstede afgifter for mindre forseelser, eksempelvis en glemt p-skive, selv om bilen i øvrigt holder lovligt.
Et konkret eksempel var ved et cirkusarrangement i Ebeltoft, hvor familier havde betalt for en hyggelig oplevelse, men hvor flere efterfølgende kom tilbage til en parkeringsafgift alene på grund af en manglende p-skive. Og det samme ved arrangementer på havnen.
»Det er ærgerligt, når folk arrangerer noget, der vil gøre noget godt for byen, at så får folk en dum bøde. Den slags oplevelser kan efter min mening give besøgende et dårligt indtryk af byen og påvirke lysten til at vende tilbage,« siger Henrik Tellerup Nielsen.
Helt bizart var det, at der i vinter blev udstedt parkeringsafgifter i Jernbanegade, selv om kommunen ikke havde ryddet sne, og parkeringsforholdene derfor var stærkt begrænsede, siger han.
Mest i højsæsonen
Henrik Tellerup Nielsen er med på, at der skal være ordnede forhold, så for eksempel brandvæsnet kan komme frem, men han synes, at parkeringsvagten er for emsig og skiltningen for ringe.
»For eksempel skiltningen ved havnen med tre timers parkering.«
Det er skævt, at det mest er i højsæsonen, at parkeringsvagten kommer til Ebeltoft.
»Det virker som om, parkeringsselskabet lugter penge. De kommer kun, når der er masser af mennesker, og der kan udskrives bøder. Udenfor sæsonen kan biler holde i rigtig mange timer på samme p-plads.«
Han har set en tysk turist få en bøde efter at have parkeret i cirka 10 minutter, og blive meget forundret over bødens størrelse, der angiveligt er noget større end i Tyskland. Og en forælder med et barn holder nogle minutter, så står p-vagten der med sit kamera.
»Altså, parkeringsselskabet gør jo ikke noget ulovligt, men i et lille samfund som Ebeltoft, hvor vi gerne vil beholde både butikker og turisme, kræver det en mere lempelig praksis og forståelse.«
Henrik Tellerup Nielsen minder om, at byer rundt omkring har stor konkurrence fra centre i udkanten af byerne.
»Se bare Randers. Her står der tomme butikker i byen, og der er gratis parkering ved Randers Storcenter.«
Henrik Tellerup Nielsen mener derfor, at der er grund til at stille spørgsmål ved ordningen: Er balancen mellem service og kontrol den rigtige? Er parkeringskontrollen indrettet med fokus på at hjælpe besøgende eller sigter den primært på håndhævelse. Og hvilke konsekvenser har den nuværende praksis for turismen og byens handelsliv.
”Det er måden”
Formanden for Ebeltoft Handelsstandsforening Kristian Busk, Hos Walter på havnen, er langt hen ad vejen enig med Henrik Tellerup.
»Vi mener, at kontrol er nødvendigt, det er måden det bliver udført på, der kan stilles spørgsmål ved. Vi er enige med Syddjurs Kommune omkring gratis parkering på offentlige parkeringspladser, og bruger det i vores markedsføring og siger også med et smil »Husk at sætte p-skiven«.
Kristian Busk mener, at p-vagter bør være servicevagter og finde balancen mellem vejledning og straf, det vil sige at de skal vejlede gæster og slå ned på dem, der ikke overholder reglerne. Med den praksis, p-vagterne udfører deres job, er han ikke i tvivl om, at selskabet der passer Ebeltoft, må være lønnet af at straffe og ikke af at vejlede.
»Det bør vi kunne gøre bedre.«
Søger bedre løsning
Sammen med kommunen vil Kristian Busk gerne forsøge at finde en bedre løsning. Det kunne måske være en opgave for Visit Aarhus, når guider herfra bevæger sig rundt i gaderne, foreslår han.
»Hvis bilen for eksempel er udenlandsk og uden p-skive, kunne man have en brochure, der forklarer reglerne, på flere forskellige sprog. Det ville være en god oplevelse for vores gæster.«
Kristian Busk ser ingen grund til at stoppe med p-vagterne.
»Hvis rygtet siger, at der ingen vagter er i byen, kigger vi nok ind i mange flere overtrædelser.«
Ligesom Henrik Tellerup Nielsen mener han, det var uheldigt, da p-vagterne under snestormen uddelte p-bøder trods mangelfuld snerydning fra kommunens side. Han håber, at alle fik annulleret deres bøder.
»En sjov ting var, at der også var fartkontrol ved fregatten i samme uge. Alt sammen forkert brug af skatteydernes midler,« siger han og konkluderer:
»Om ikke andet må vi håbe og antage, at de ansvarlige på Syddjurs Kommune sætter krav og følger op med dem, der eksternt varetager kontrolopgaven.«