Når kolde regneark stjæler en borgers gangfunktion

Som borger i det danske velfærdssamfund opdrages vi til at tro, at loven holder hånden under os, hvis katastrofen rammer. Vi stoler på, at systemet træder til med de nødvendige specialister, redskaber og genoptræningstilbud, hvis vi mister førligheden.

Men som senhjerneskadet efter en alvorlig hjerneblødning har jeg måttet sande, at virkeligheden på rådhuset i Norddjurs Kommune er en helt anden. Her vælger man kolde, kommunale regneark frem for menneskeligt helbred, og resultatet er fatalt.

Lad os slå fakta fast med det samme. Min officielle sundhedsfaglige rapport er ikke baseret på gætteri – det er et uafviseligt, medicinsk dokument. Rapporten slår sort på hvidt fast, at min krop besidder et stort biologisk genoptræningspotentiale. Mine nervebaner i højre side reagerer, og min bækkenbund har aktivitet. Med den rette, intensive neurologiske specialtræning er målstregen klar: Jeg skal op at stå, og jeg skal ud at gå igen.

Det handler om mit udeliv, min uafhængighed og min frihed til at være den far, mine børn har brug for.

I stedet for at understøtte dette biologiske tidsvindue, er jeg blevet mødt med en mur af systemisk modstand. Intet mindre end otte administrative afslag har Norddjurs Kommune spyttet ud mod min krop. Kommunens sagsbehandlere har hårdnakket forsøgt at spise mig af med et utilstrækkeligt standardtilbud i form af almindelig holdtræning på en lokal klinik i Grenå.

Men sandheden kom endelig frem i lyset, da klinikkens ledelse skriftligt måtte overgive sig og indrømme den barske virkelighed: De mangler fuldstændig det nødvendige neuro-specialudstyr. De ejer hverken et ståstøttebord eller en høj gangvogn, som min stive overkrop og min gangfunktion er 100 % afhængige af for at rykke sig.

Dette er ikke bare dårlig service – det er et klokkeklart og alvorligt brud på Servicelovens regler om vedligeholdelsestræning. Loven slår fast, at en kommune har en urokkelig pligt til at tilbyde en målrettet indsats for at forhindre funktionstab og modvirke forringelse hos kronisk syge medborgere.

At henvise en lammet borger til et tilbud uden de fysiske redskaber til opgaven, er en bevidst forhaling, der risikerer at give mig permanente, uoprettelige helbredsskader. Man kan ikke træne neuroplasticitet og genskabe tabte nervebaner på et almindeligt gymnastikhold. Det kræver neurologisk ekspertise.

Jeg har nu måttet tage skæbnen i egne hænder. Jeg har netop meddelt klinikkens ledelse, at jeg flytter min vederlagsfrie, individuelle træning til Charlottehøj med opstart den 17. august jf. mit lovmæssige frie klinikvalg. Myndighederne i Ankestyrelsen er aktiveret via en akut hasteklage med krav om opsættende virkning, og mit juridiske forsvar er sat i værk hos Den Sociale Retshjælp i Aarhus. Jeg står med et helt juridisk militær i ryggen nu, og jernringen er lukket om min fremtid.

Men jeg rejser dette principielle spørgsmål over for politikerne på Rådhuset: Kan det virkelig være rigtigt, at en hårdt ramt borger skal igennem et bureaukratisk stormvejr og bruge alle sine sparsomme kræfter på jura og paragraffer, blot for at få den genoptræning, som loven i forvejen garanterer? Min gangfunktion og mit liv skal ikke spares væk i en kommunal budgetforhandling.

Din Avis Norddjurs har bedt Jens Holst, formand for Handicaprådet i Norddjurs Kommune, om en kommentar. Han skriver:

Jeg har både læst hvad der er kommet frem og talt med gode mennesker omkring Thomas og det er en situation der gør indtryk, og som gør ondt.

Det er ganske enkelt ikke ordentligt og eller værdigt at en borger i den situation udsættes for en sådan behandling. Serviceloven, som er i spil her, er tænkt og lavet som mulighedernes lov, forstået på den måde, at der skal være tale om en konkret og individuel vurdering fra den ene borger og til den anden..

Lige præcis den tilgang ser ikke ud til at være brugt her, og lige netop det er noget af det vigtigste i mennesker med Handicaps hverdag og sagsbehandling..

I Handicaprådet kan vi ikke behandle enkeltsager, vi kan ifølge gældende lovgivning kun behandle sager af generel karakter. Det kan mange gange være en svær balancegang, men det er sikkert og uden tvivl at lige netop et tilfælde som dette vil være et, vi i både Handicapråd og Handicaporganisationer vil tage op og forfølge..

Jens Holst er også Kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs Kommune, medlem af Sundhed- Pleje- og Omsorgsudvalget og medlem af Børne- Familie- og Skoleudvalget