Fortsæt til indhold

»Ik’ Så Ringe Festival«: Gjerrilds børn, unge og etablerede bands på scenen

En lokal festival i Gjerrild med navnet »Ik’ Så Ringe« sætter stik i højttalerne lørdag 5. september til en dag med både amatører og professionelle.

Dinavis.dk

Lørdag 5. september afholdes festivalen »Ik’ så ringe« ved klubhuset i Gjerrild. Det er en god tradition, der i tidens løb har været til glæde for folk i og omkring Gjerrild, og samtidig har betydet at musikken har fået en særlig plads for nogle af friskolens elever.

Det startede i 2005 med at lærere fra Friskolen i Gjerrild lavede en festival med navnet »Ik’ så ringe« på den fineste plads i skoven ved Gjerrild. Hensigten var dengang som nu, at folk i byen skulle have en festival, der blev tjent nogle penge til nye og bedre instrumenter på friskolen, og skolens elever fik en scene at optræde på.

»Eleverne skal have lov til at optræde, øve sig, glæde sig og opleve at give en koncert på en tip-top professionel scene,« forklarer Anna Kaysen, der selv har været elev på skolen og også har prøvet at stå på scenen.

Efter at have boet i Aarhus i syv år er hun vendt tilbage til barndomsbyen, og har de seneste fem år været med til at arrangere festivalen. De er syv i arrangørgruppen.

Fra 14 til 01.30

Festivalen afholdes nu ved siden af klubhuset i Gjerrild, hvor arrangørerne udsmykker pladsen med kunst og lysinstallationer. Konceptet er stadig, at skolens elever optræder, men programmet byder også på både etablerede bands og upcomings.

Festivalen starter klokken 14, hvor Friskolen i Gjerrild har scenen. Derefter byder blandt andet på Brothers Moving, Glasskår og CHAVS. Sidste band går på scenen fra klokken 00 til 01.30.

»Det er vigtigt for os, at vores line-up præsenterer en masse forskellig musik,« siger Anna Kaysen og fortæller at der hen over årene har været alt fra den vildeste rave-fest, country, hiphop, sing a song-writers og og hidsigt kvindepunk.

Flere af musikerne, der i tidens løb har optrådt ved »Ik’ så ringe« har deres baggrund i Gjerrild. De har optrådt ved festivalen som elever i friskolen, har fortsat med musikken, og kommer så tilbage med deres band for at spille på »Ik’ så ringe«. Det gælder for eksempel bandet Möss, og bandet Permanoia, der netop har spillet ved Copenhell.

Festivalen samler som regel 300 i løbet af dagen. Det er fortrinsvis lokale, men alle er velkommen.

»Vi står på skuldrene af en aktiv landsby«

Anna Kaysen fortæller, at festivalen kan kun eksistere fordi mange hænder bakker op og hjælper til. Hun nævner, at frivillige tager barvagter og står i indgangen, Gjerrild Kro har sponsoreret et værelse til et band, der kommer langvejs fra, Borgerforeningen udlåner bar og møbler, der er et fint samarbejde med Friskolen i Gjerrild, og festivalen har fået del i det beløb, som Gjerrild modtog, da byen sidste år blev tildelt landsbyprisen.

»Vi står på skuldrene af en aktiv landsby, der hjælper til og synes, det er fedt at holde en fed fest. Det er vigtigt, ellers kunne det ikke lade sig gøre.«