Store Bjørn: Tilflyttere er benovede over filmklubben med det store repertoire
Ebeltoft Filmklub indleder tirsdag 15. september sin 28. sæson med visning af 25 internationale film samt fire valgfrie spillefilm fra biografens eget repertoire.
Et medlemskab i Ebeltoft Filmklub koster 700 kroner, og inkluderer ud over de 25 film, der vises i hver sæson, fire valgfrie film til almindelige biografforestillinger. De vises i biografen »Store Bjørn«, der ligger på Filmhøjskolen i Ebeltoft, og sæsonen strækker sig fra september til maj.
Det er et helt ekstraordinært tilbud, mener både Steen Gyldendal og Kjeld Slot, der begge er forholdsvis nye tilflyttere på Mols. Steen Gyldendal bor i Tved og Kjeld Slot i Femmøller. Lidt tilfældigt opdagede de først filmklubben sidste år, og derfor vil de gerne fremhæve den for andre, der nyder at se film på det store lærred.
Filmklubben har godt 300 medlemmer, og til hver forevisning møder 150 - 180 af dem op, så der er fyldt pænt op på de i alt 209 pladser i salen.
Glæder sig til tirsdag
»Det er da helt fantastisk med den filmklub. Der sker ikke ret meget i Tved om vinteren, så jeg glæder mig hver uge til tirsdag. Man bliver præsenteret for film, man ikke selv ville klikke ind på derhjemme. Der har ikke været en eneste, hvor vi synes, at vi har spildt en aften,« smiler Steen Gyldendal.
De to kammerater meldte sig ind i Ebeltoft Filmklub sidste efterår.
»Og vi er begge meget benovede over, at det er en af landets største. Andre steder er det små elitære grupper på syv-tolv stykker, der mødes omkring en halv snes film, som de ser sammen og efterfølgende diskuterer,« siger Kjeld Slot.
Han og Steen Gyldendal spiser sammen, inden de går i biffen, og bagefter går de hver til sit. Hvis det har været en rigtig god film, der bliver liggende i baghovedet, vender de tit handlingen, når de ser hinanden i ugens løb.
En helt særlig stemning
Begge to er enige om, at der er noget helt særligt ved at overgive sig til biografens mørke, hvor også det store lærred, den gode lyd og det at se filmen sammen med mange mennesker bidrager til oplevelsen.
»Det giver en helt særlig atmosfære, man påvirkes ikke kun af filmen, men også af det humør og den sindsstemning der opstår i salen. Det er mange gange større i forhold til at sidde derhjemme.«
Kjeld Slot minder om, at »Store Bjørn« er en af landets flotteste biografer med meget komfortable, blodrøde og bløde veloursæder.
Repertoiret sammensættes af filmklubbens bestyrelse og består af internationale kvalitetsfilm, fra rene kunstfilm til smalle dokumentarfilm, både alvorlige og muntre.
Ebeltoft Filmklub indleder sin 28. sæson tirsdag 15. september med den portugisiske film »Det blå spor«.