Fortsæt til indhold

Klimamål kontra tørvegravning: Skal en sjælden højmose ofres på Djursland?

Med henvisning til natur og miljø stiller lokale lodsejere og borgere spørgsmålstegn ved Pindstrup Mosebrugs ønske om at udgrave tørv i nye områder i Fuglsø Mose i Norddjurs.

Dinavis.dk
ab

En større gruppe lokale lodsejere og borgere kalder til åbent møde i anledning af, at Pindstrup Mosebrug har ansøgt Region Midtjylland om tilladelse til at grave tørv i nye områder i mosen.

Gruppen, der kalder sig Gruppen for Bevaring af Fuglsø Mose, mener ikke, at der skal inddrages nye områder til tørvegravning i Fuglsø Mose. Gruppen henviser til, at Fuglsø Mose er et bevaringsværdigt landskab, at højmoser er en sjælden og beskyttet naturtype samt at dræning og udgravning af tørv / spaghnum fra højmosen vil medføre store udledninger af CO2 samt udtørring af omkringliggende søer og moser.

Mødet finder sted tirsdag 15. september klokken 19 – 21.30 på Las Vegas Djurs, Georgsmindevej 7, 8961 Allingåbro. Her vil en række fagpersoner redegøre for planerne og konsekvenser, blandt andet repræsentanter for Pindstrup Mosebrug og fra Danmarks Naturfredningsforening. Efter de forskellige indlæg vil der være paneldebat.

Gruppen har inviteret lokalpolitikere, regionspolitikere, eksperter og lokale/andre interessenter til mødet. Alle er velkommen, men af hensyn til forplejning og plads bedes man tilmelde sig senest 13. september på BevarFuglsoMose@outlook.dk.

»Vil medføre store konsekvenser«

I en pressemeddelelse uddyber Gruppen for Bevaring af Fuglsø Mose sine synspunkter. Det beskrives her, at mosen er en cirka 3,5 km² stor højmose, der ligger i et unikt naturskønt, bevaringsværdigt landskabsområde 33 meter over havets overflade.

»Desværre er en stor del af højmosen allerede udgravet, og har efterladt det unikke område som et sort flere meter dybt hul. Fuglsø Mose er kalkfattig, sur og næringsfattig og deraf habitat for arter, der ikke lever i andre naturtyper. Derud over er der et rigt fugle og dyreliv.«

Gruppen anfører, at en tilladelse vil medføre en permanent ødelæggende aktivitet for en sjælden oprindelig naturtype, og med store konsekvenser for den grønne omstilling, natur og biodiversitet på både de ansøgte arealer, samt de naboarealer, der også drænes ved udgravningen.

Gruppen stiller således spørgsmålstegn ved, om det er i overensstemmelse med regeringens politik og befolkningens ønsker.

Beskrevet som bevaringsværdig landskab

Det nævnes også i pressemeddelelsen, at en tilladelse fra Region Midt indebærer, at Norddjurs Kommune efterfølgende er myndighed på naturbeskyttelsesloven, og skal give dispensation for Naturbeskyttelseslovens §3 på et areal, der i kommuneplanen er beskrevet som bevaringsværdigt landskab, der skal bevares og beskyttes.

Endelig anføres, at det sandsynligvis ikke bliver let at stoppe planerne. Region Midtjylland planlægger i øjeblikket en revision af 2022 råstofplanen, der forventes behandlet i regionsrådet 22. september med efterfølgende otte ugers offentlig høring. Ifølge gruppen skal der tungtvejende grunde til at stoppe en ny udgravning af Fuglsø Mose, idet der foreligger et muligt erstatningskrav på grund af en anmelderret, der er givet i 2003 og varer 25 år.

Se video: