Avanceret elbil er havnet på brandudsalg: »Et fremragende tilbud«
Kia EV6 var engang blandt markedets mest hypede elbiler. Nu er salget faldet med 65 pct., og Kia svarer igen med et privatleasingtilbud, der ser opsigtsvækkende ud.
Der er langt fra Årets Bil i Europa til lokkemad på leasinghylden. Fem år efter hæderen er Kia EV6 alligevel endt i et opsigtsvækkende billigt privatleasingtilbud for at få ryddet lageret.
Selv når kilometertallet skrues op til mere realistiske 15.000 km om året, ser tilbuddet skarpt ud. Kia EV6 Long Range Prestige kan privatleases for 2.295 kr. om måneden med en førstegangsydelse på 59.995 kr. Over 36 måneder bliver regningen 142.615 kr. mod en kontantpris på 334.999 kr.
»Det er et fremragende tilbud. Kia bruger jo det klassiske kneb med billig privatleasing til at få gang i salget inden årsskiftet,« siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.
Regningen svarer til 42,6 pct. af kontantprisen. Dermed består tilbuddet Jan Langs tommelfingerregel, hvor en samlet betaling på cirka 45 pct. af kontantprisen over tre år betragtes som attraktiv.
Kia har god grund til at forsøge at sparke liv i salget. I år er det danske salg af EV6 faldet med 65 pct. til blot 418 biler. Det placerer modellen som nummer 81 på den danske salgsliste, selv om elbiler generelt fylder mere og mere.
»Der er ellers kommet godt gang i salget af elbiler, også rundt i Europa, bare ikke hos Kia EV6. Det er jo fortsat en moderne elbil med lynhurtig opladning etc., så jeg ville ikke betænke mig på at vælge den,« siger han.
Hos Kia er prislisten nærmest vendt på hovedet. Den store og mere avancerede EV6 er blevet billigere at lease end den mindre og enklere EV3 Prestige. Med samme førstegangsydelse koster EV3 500 kr. mere om måneden. Over 36 måneder er forskellen 18.000 kr. i de månedlige ydelser.
Også en nylig nedsat VW ID.4 må se sig slået.
»Tilbuddet er jo f.eks. 15.000 kr. billigere over tre år i forhold til en sammenlignelig VW ID.4, som endda lige er sat ned i privatleasing,« siger Jan Lang.
Flere bilmærker kan være på vej med samme medicin.
»Jeg tror, at vi vil se flere privatleasingtilbud fra Kia og en hel masse andre mærker i resten af året, så de forskellige aktører kan komme af med deres biler og nå deres salgsmål,« siger han.
Fra venteliste til 81.-pladsen
Historien om bilens lancering er ganske særpræget. I 2021 stod kunderne i kø længe før lanceringen i oktober. Efterspørgslen fortsatte gennem 2022, mens bilen blev kåret til Årets Bil i Europa og hentede en stribe andre priser.
EV6 blev bilen, der skulle vise, hvor langt Kia var kommet med elbiler. Den markante model havde 800-volt teknik, lynhurtig opladning og et design, der ikke blot lignede en elektrisk udgave af en velkendt familiebil.
Efterspørgslen var på et tidspunkt så markant, at der var mere end et års leveringstid.
Da Kia i 2023 slap fri af de værste leveringsproblemer, havde markedet dog flyttet sig. Tesla havde sat priserne voldsomt ned, Model Y blev Danmarks mest solgte bil, og EV6 gled efterhånden ud i en mere beskeden tilværelse som nichebil.
Det er ikke en teknisk pensionsmoden lagerbil, Kia forsøger at rydde af hylderne. Den aktuelle Long Range Prestige har baghjulstræk, 229 hk og et batteri på 84 kWh. Kia opgiver rækkevidden til 582 km, mens kontantprisen er 334.999 kr.
Med 800-volt teknik kan EV6 ifølge Kia lade med op til 258 kW og gå fra 10 til 80 pct. på 18 minutter under optimale forhold.
EV6 må trække op til 1.800 kg. Prestigeudgaven har blandt andet varmepumpe, 19 tommer alufælge, elbagklap, adaptiv fartpilot samt varme i forsæder og rat.
Aftalen løber i 48 måneder, og kunden er bundet i mindst 12 måneder. Her regner vi på de første 36 måneder, så prisen kan holdes direkte op mod andre leasingtilbud.
Tilbuddet gælder lagerbiler, der bliver indregistreret senest den 31. december 2026, og kun så længe lager haves.
Rabatterne begyndte for længe siden
Der er i det hele taget tale om en bil, som har været genstand for flere salgsfremstød.
I sommeren 2024 holdt importøren, med egne ord, oprydningssalg på lageret. Rabatten nåede helt op på 91.699 kr. på en EV6 GT-Line, mens den billigste lagerbil blev sat 57.900 kr. ned.
I efteråret 2025 fulgte en kampagne med besparelser på op til 37.000 kr. I foråret 2026 blev hele EV6-programmet sat 30.000 kr. ned. Long Range Prestige faldt dengang fra 359.999 kr. til 329.999 kr.
Samme år tog Kia endnu hårdere fat i priskniven. Dengang kunne en stor EV6 privatleases til omtrent samme pris som en minibil og knap 30.000 kr. billigere over tre år end det aktuelle tilbud med samme kilometertal.
Kia tilbyder også den nuværende aftale med 29.995 kr. i førstegangsydelse. Ved 15.000 km om året stiger månedsprisen til 3.495 kr.
Over 36 måneder bliver regningen 155.815 kr. eller 46,5 pct. af kontantprisen. Den lavere betaling ved kontraktens start gør aftalen 13.200 kr. dyrere over de første tre år end udgaven med 59.995 kr. i førstegangsydelse.