Hvor grundigt skal man ydmyges for at få hjælp i Aarhus?

Prøv at forestille dig, at du skulle forklare offentligt, hvorfor du har brug for hjælp på toilettet. At du måtte skrive i avisen om dine mest private behov, fordi du frygtede at miste den hjælp, din hverdag afhænger af.

Ville du føle dig fri? Tryg? Respekteret?

Det er dér, debatten om borgerstyret personlig assistance, BPA, befinder sig i Aarhus. Og det er usselt, at mennesker skal føle sig nødsaget til at udlevere sig selv for at få politisk opmærksomhed.

Maja Landbo har i Stiften beskrevet, hvordan hendes BPA-ordning skal ophøre den 29. december. Hun studerer datalogi, er parasvømmer og har svær medfødt knogleskørhed. Kommunen mener ifølge hendes beretning, at andre ordninger kan dække hendes behov.

Hun spørger, hvordan de skal hænge sammen med hendes virkelighed.

Hvem hjælper, når hun skal på toilettet? Hvordan fungerer hjælpen med skiftende studietider? Hvad sker der, når vennerne foreslår en spontan aftale?

Ifølge Maja har kommunen blandt andet henvist til en app med handicaptoiletter. Men en prik på et kort kan hverken låse døren eller række hende toiletpapiret.

Den forskel burde være til at forstå på rådhuset.

Det ydmygende er at skulle forklare igen og igen, at ens behov fortsætter dér, hvor en kommunal løsning slipper op. At skulle gøre sin afhængighed synlig, detaljeret og overbevisende for mennesker, der selv kan rejse sig og gå, når mødet er slut.

Vi andre behøver ikke begrunde, hvorfor vi gerne vil besøge en ven. Vi skal ikke sandsynliggøre værdien af at komme ud ad døren. Vi går bare.

Den frihed bør også være udgangspunktet, når et menneske har brug for andres hænder.

Rådmand Michael Christensen (LA) og udvalgsformand Anna Thusgård (S) skriver nu, at BPA-brugerne skal kunne have tillid til systemet. De har bedt forvaltningen undersøge mulighederne for et eksternt blik på kommunens praksis.

Det er et fremskridt. Men hvem skal undersøge hvad? Hvornår? Og får borgerne indflydelse på, hvilke spørgsmål undersøgelsen skal besvare?

En sammenligning med andre kommuner kan være nyttig. Den kan ikke alene fortælle Maja, hvordan hendes hverdag skal fungere efter den 29. december.

Politikerne henviser også til, at nyere afgørelser har holdt i Ankestyrelsen. Så fremlæg tallene med antal sager, afgrænsning og oplysninger om eventuelle hjemvisninger. Gennemsigtighed kræver, at borgerne kan efterprøve argumentet.

Jeg kender ikke Majas sagsakter og kan ikke afgøre hendes ret til BPA. Men jeg kan kræve, at de ansvarlige tager hendes konkrete spørgsmål alvorligt. En klagestatistik besvarer ikke, hvem der hjælper hende på toilettet.

Michael Christensen: Du taler om personlig frihed. Hvad betyder den frihed for et menneske, som kun kan bruge den, hvis hjælpen følger med?

Anders Winnerskjold: Vil du som borgmester acceptere, at unge mennesker sidder og frygter for deres mulighed for at blive boende og studere i Aarhus, mens kommunen undersøger, hvordan den måske kan undersøges?

Der skal nu fastlægges en uvildig undersøgelse med et offentligt mandat, borgerinddragelse og en slutdato. Og Maja skal have konkrete svar om den hjælp, der skal erstatte hendes BPA.

Hendes værdi afhænger i øvrigt hverken af eksamener eller svømmeresultater. Også den, der aldrig får en uddannelse eller vinder en medalje, har et liv, som fortjener plads.

Jeg bliver flov på min bys vegne, når en borger må lægge sit privatliv frem for offentligheden for at blive hørt.

Den skam skal Maja ikke bære.

Ansvaret ligger hos dem, der har magten til at handle.