Fortsæt til indhold

Førtidspension førte til ensomhed - frivilligt arbejde førte til fællesskab

Kommune forsøger med nyt tiltag at oplyse og inspirere borgere på førtidspension og fleksjob om aktiviteter og tilbud i Norddjurs.

Norddjurs

Da Gitte Lund for tre år siden blev tvunget til at gå på førtidspension, forsvandt hendes identitet lige så hurtigt, som hun fik lagt arbejdstøjet.

I sit virke som anlægsgartner i orange arbejdstøj var hun bedst kendt som Gartner Gitte. Det var også den person hun selv kendte, men på grund af en smertefuld og udmattende fibromyalgi, var det ikke muligt at fortsætte med at arbejde.

»Jeg hang i med neglene for bare at have nogle få timer, og min arbejdsgiver var så opbakkende og ville gerne beholde mig, men jeg havde så mange smerter, at det ikke kunne lade sig gøre. Derfor foreslog kommunen førtidspension. Det var jeg ikke særlig begejstret for. Hvem var jeg så, hvis jeg ikke var Gartner Gitte,« fortæller Gitte Lund.

I sidste uge holdt hun oplæg for cirka 60 fremmødte borgere på Grenaa Bibliotek. Anledningen var Norddjurs Kommunes messe for førtidspensionister og fleksjobbere.
Det er et initiativ, som kommunen har sat i værk for at oplyse om de mange forskellige fællesskaber og frivillige tilbud, der er i kommunen.
Messen giver desuden mulighed for at få hjælp, hvis man er interesseret i at få ordinære timer på arbejdsmarkedet.

Begge dele for at inspirere til en meningsfuld tilværelse, hvis man af den ene eller anden grund er tvunget til at forlade arbejdsmarkedet.

Det satte formand for arbejdsmarkedsudvalget Karoline Bergkvist Søgaard (S) ord på forud for messen.

»Borgere på førtidspension og ledighedsydelse skal også have mulighed for et aktivt liv i trivsel. Der er mange lokale ressourcer og fællesskaber, der giver netop det, og jeg håber at mange vil gribe muligheden for at blive inspireret,« sagde udvalgsformanden.

En del af noget større

Det var netop også det, Gitte Lund håbede på med sit bidrag. Det første år, efter hun fik tildelt førtidspension, gik hun med sorg over sin situation.
Undervejs tog hun flere gange tilløb til at opsøge Café Grenaa og det frivillige arbejde, som det sociale værested leverer. I dag ærgrer Gitte Lund sig mest over, at hun var så lang tid om at blive en del af Café Grenaa.

»Jeg gik i et år og følte, at mit liv var så forfærdeligt, men da jeg endelig kom i gang på caféen fik jeg det bare så godt. Jeg har jo fået nye kollegaer og er blevet en del af et sted, ligesom da jeg var i mit gamle arbejde,« siger Gitte Lund.

På Café Grenaa har hun fået plads i køkkenet, hvor hun samtidig kan udleve en af sine personlige passioner for bagning.
Samtidig er der altid forståelse for, hvis hendes sygdom en dag eller i en periode gør, at hun ikke kan møde op i caféen.
Der er således ikke de samme krav til fremmøde som på en ordinær arbejdsplads.
Alligevel kan Gitte Lund se masser af ligheder fra sit tidligere arbejde og den frivillige indsats på caféen.

»Jeg synes, man kan sammenligne 100 procent. Det kan godt være, at der rent praktisk ikke er samme ansvar, men oppe i hovedet føler jeg, at jeg både får opfyldt mine egne behov, men jeg gør også noget for en masse mennesker,« konstaterer Gitte Lund.

Gitte fra caféen

Hun lægger da heller ikke skjul på, at der er masser af rent egoistiske årsager til, at hun opsøgte det frivillige arbejde, fordi det ganske simpelt har givet hende et bedre selvværd.
Derfor er opfordringen til andre også ganske klar.

»Det tog et år for mig at tage mig sammen, så til alle der står i en lignende situation, vil jeg sige, kom nu for pokker ind og kig, hvis I har lyst til at være en del af et fællesskab. I aner ikke, hvad I går glip af. Jeg er ikke Gartner Gitte længere, men nu er jeg Gitte fra caféen, og det er bare fedt,« fastslår Gitte Lund.

Norddjurs Kommune holder i denne uge endnu en messe for borgere på førtidspension og fleksjob.
Det foregår på Auning Bibliotek på torsdag 21. marts klokken 13-15.