Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde giver jobgaranti til 300 unge uden for arbejdsmarkedet i Norddjurs

Et nyt netværk af lokale virksomheder garanterer alle unge at tage godt imod dem ude på arbejdsmarkedet.

Norddjurs

Over 300 unge i Norddjurs mellem 16 og 24 år står uden job eller uddannelse. Samtidig får virksomhederne på grund af befolkningsudviklingen sværere ved at rekruttere de kommende år.

Et nyt netværk vil gøre de to problemer til hinandens løsninger, og med en særlig ungegaranti give alle en mulighed for at komme med ud på arbejdsmarkedet. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen samarbejder således med de lokale virksomheder igennem erhvervsnetværket Business Djursland, og det skaber helt nye muligheder, mener formand for arbejdsmarkedsudvalget Karoline Bergkvist Søgaard.

»Jeg hører at virksomhederne er virkelig engagerede i at støtte de unge og tage dem ind, men de kan også være lidt tilbageholdende på grund af arbejdstilsyn og regler. Her skal vi som kommune hjælpe med at skabe klarhed over, hvad de unge må, og gøre det let for både de unge og virksomhederne,« siger Karoline Bergkvist Søgaard, der samtidig sender roser til virksomhederne.

»Jeg er glad for virksomhedernes store opbakning og vores dedikerede medarbejdere, der arbejder hårdt for sagen. Det er utroligt vigtigt, at vi får alle med,« understreger hun.

Målet er at få mindst 50 virksomheder med til at garantere fremtiden.

Stort hjerte

Netværket er som nævnt skabt i samarbejde med Business Djursland, og Norddjurs Kommunes ungeindsats vil i den kommende tid deltage ved foreningens møder og præsentere projektet, som ifølge direktør i Business Djursland Ole Svit er lidt af en win-win-situation.

»Vi har allerede præsenteret indsatsen uofficielt ved et par netværksmøder, og der var en meget positiv tilbagemelding. Det bliver nemmere for virksomhederne at sikre fremtidens arbejdskraft, og de har også et stort hjerte for at hjælpe unge med at færdiggøre deres uddannelse,« fortæller Ole Svit

Interesserede unge kan selv danne sig et indtryk af de forskellige muligheder på hjemmesiden ilære.dk.

Her kan man se videopræsentationer af forskellige virksomheder, hvor nuværende elever fortæller om arbejdspladsen, og hvor hver enkelt virksomhed kort fortæller, hvilke muligheder de tilbyder. Der er allerede over 25 virksomheder, et tal der gerne skulle fordobles indenfor det næste år.

Individuelle forpligtelser

Virksomhederne i netværket forpligter sig til at give alle unge, også dem med forskellige udfordringer, mulighed for at komme i uddannelse eller arbejde.

Virksomheden bestemmer selv om det er ved at tilbyde folkeskolepraktik, fritidsjobs, fleksjob, elevpladser eller andet, der giver muligheder på arbejdsmarkedet. På den måde kan virksomheden også selv være med til at forme den unge og fremtidens arbejdskraft.

Norddjurs Kommune og den eventuelt relevante uddannelsesinstitution forpligter sig på at give god vejledning og støtte op omkring et godt match mellem ung og virksomhed.

Interesserede virksomheder kan få flere informationer ved at kontakte Lise Hegedal Nielsen på mail lisn@norddjurs.dk eller telefon 21 79 13 87