Årsskiftet bød på store ændringer i lokal virksomhed
Efter et halvt århundrede har Bent Klausen i Ørum nu ændret selskabsform.
Murer- og entreprenørvirksomheden Bent Klausen i Ørum har fra 1. januar ændret selskabsform.
Siden grundlæggelsen i 1975 har familievirksomheden fungeret som et anpartsselskab, men virksomheden er nu et aktieselskab.
Det sker blandt andet for at underbygge et løft i ambitionerne og vækststrategien i virksomheden, som fremover hedder Bent Klausen A/S, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Bent Klausen A/S får samtidig et opdateret og mere moderne logo, og de samlede ændringer skal være med til at bære virksomheden fremad, fortæller administrerende direktør Jan Klausen.
»Overgangen til aktieselskab er et naturligt skridt i vores udvikling. Det giver os mulighed for at styrke vores markedsposition og komme i spil til flere af de store byggeprojekter,« siger Jan Klausen.
Med sin samlede stab på 70-80 medarbejdere vil Bent Klausen A/S derfor nu fokusere endnu mere på omfattende bygge- og entreprenørløsninger, herunder jord- og betonarbejde, murerarbejde samt kloak- og anlægsarbejder.
Virksomheden har for nylig været involveret i så forskellige byggerier som eksamenshallerne i Lisbjerg, opførelsen af nye værelsesfløje på Scandic Hotel Mayor, Willemoesgade-kareén med 116 boliger samt renovering af flere brandstationer på Djursland.
Bent Klausen A/S arbejder typisk med fagentrepriser og har et bredt kundesegment, der inkluderer erhverv, private og offentlige kunder.
Jubilæum på vej
I 2025 fejrer Bent Klausen A/S sit 50-års-jubilæum. Grundlagt af Bent Klausen og nu drevet af hans sønner, Kim og Jan Klausen, har virksomheden udviklet sig til en større og moderne virksomhed.