Fortsæt til indhold

Forum Ørum vil have genåbnet sti midt i byen

Der er vrede i Ørum over lukning af sti og en virksomhed, der ifølge Forum Ørum er i strid med lokalplanen.

Norddjurs

Forum Ørum, der er paraply over Ørums foreningsliv, stiller spørgsmålstegn ved, at Natur-, Miljø- og Teknikudvalget ved sit møde i marts har ophævet den offentlige adgang til den sti, der gik hen over p-pladsen ved den tidligere Brugsen, og som har forbundet Ørum By og Byparken. Med den beslutning giver man medhold til den nye ejer af arealet, som har ønsket at nedlægge stien.

Forum Ørum peger samtidig på, at den nye ejer driver virksomhed, som strider imod lokalplanen. Lokalplanen giver ret til Liberale erhverv, boliger, offentlig og privat service samt parkering, og under forudsætning af en særskilt tilladelse kan der også tillades mindre ikke-generende fremstillingsvirksomhed i tilknytning til bolig under forudsætning af, at det kan indpasses i området og at det ikke er til gene for omgivelserne. Den nuværende ejer driver ifølge Forum Ørum en entreprenørvirksomhed, der har medført betydelige støjgener i nærområdet.

Borgere har i et brev til Natur- Miljø- og Teknikudvalget henvist til flere punkter i Lokalplan for Ørum hvorefter der skal sikres et område til offentligt friareal (bypark), som gøres attraktivt at færdes i ved beplantning og etablering af stier. Heri nævnes også, at lokalplanen specifikt omtaler stier med tilknytning til brugsforeningens parkeringsplads. I samme brev henviser de også til lokalplanens bestemmelser om typen af erhverv på grunden.

Efter et sagsforløb, der indtil videre er mundet ud i et afvisende svar fra Miljø- og Kulturforvaltningen, spørger Forum Ørum, om det kan være rigtigt, at et kommunalt udvalg kan træffe en beslutning, der omgør en lokalplan, uden en forudgående høring og uden at bringe det op i kommunalbestyrelsen.

Der foreligger i øvrigt ikke noget fra hverken udvalg eller forvaltning, der forholder sig til Forum Ørums påtale af, at den nuværende entreprenørvirksomhed strider imod lokalplanens bestemmelser.

Ejeren af virksomheden ønsker ikke at kommentere sagen.

»Stien tjener ikke det store formål«

Natur- Miljø- og Teknikudvalget tog ved mødet i marts stilling til om den offentlige sti, der nu ender blindt, skulle nedlægges, eller om der skulle eksproprieres hen over den private ejendom for at sikre lovlig adgang fra Åbrovej til den offentlige sti i Byparken.

Ifølge sagsbeskrivelsen har forvaltningen været i dialog med grundejeren om mulighed for adgang over hans ejendom, men denne ønskede ikke at drøfte dette nærmere. I sagsbeskrivelsen nævnes også, at forvaltningen vurderer, at stien som transportvej ikke tjener det store formål for andre end borgere nord for Byparken, efter at brugsen blev nedlagt i 2017.

Hvis stien nedlægges overgår den til at være en intern sti, som kommunen ikke længere drifter. Udgiften ved denne løsning anslås til cirka 30.000 kroner til fjernelse af gadelys. Desuden forbeholdes bemyndigelse til at nedlægge stien uden yderligere politisk behandling.

Hvis stien opretholdes skal der ske en ekspropriation samt anlægsarbejde. Det vil koste 150.000 kroner.

Beder om at genåbne sagen

Efter afgørelsen i Natur- Miljø- og Teknikudvalget beklagede Forum Ørum afgørelsen i et brev til formand Niels Ole Birk og bad om at få sagen genåbnet. Man henviste til, dels at mange bruger stien på grund af smalle fortove og biltrafik på Åbrovej, dels at folk her nyder at kunne være tæt på Ørum Å og dens liv, og endelig at borgerne kan have en hævdvunden ret til stien siden etableringen midt i 1980’erne.

Dette sidste understøttes af den tidligere brugsuddeler, der husker at den tidligere Nørre Djurs Kommune eksproprierede noget af havejorden på grunden, så gangstiens brugere kunne gå langs åen på brugsens p-plads. Brugsen fik dengang en erstatning på 1500 kroner. Han mener, at der må kunne findes papirer på dette i det gamle Nørre Djurs kommunearkiv.

»Ikke hævdvunden ret«

I et svar til Forum Ørum fra Miljø- og kulturforvaltningen forklares beslutningen i udvalget med, at det tidligere aftalegrundlag for stien ikke længere eksisterer i og med, at Brugsen lukkede i 2017 og at aftalen med den daværende brugsuddeler aldrig blev sikret ved tinglysning eller journaliseret i kommunens arkiv. Det nævnes også, at der ikke kan foreligge en hævdvunden ret over offentligt vejareal.

Forvaltningen vurderer, at stien som nu ender blindt, ikke længere varetager et offentlig formål i henhold til vejloven, selvom den kan have haft en lokal daglig værdi for borgerne i Ørum. Der er stadig adgang til byparken i Ørum fra øst og vest og syd, og det er udelukkende for de borgere som bor lige umiddelbart nord for stien, at den giver en kortere vej ned igennem byparken end ved at tage turen rundt.

Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Niels Ole Birk, formand for Natur- Miljø- og Teknikudvalget, inden avisens deadline.