"En god måde at føre demokratisk dialog på"
Spidskandidat for Radikale Venstre, Torben Christensen, Radikale Venstre, oplevede et par overordnede temaer, der gik igen, da han mødte de borgere, der deltog i Lokalavisens speeddate på Pøt Mølle.
»Det handler om, at borgere føler, at de kommer i klemme i rigide regler, når de møder systemet. Det kan være på jobcentret eller på børneområdet«, nævner Torben Christensen.
Et andet tema fra borgerne var udviklingen i kommunen fra hovedbyerne og ud til det vestlige opland.
»Man synes, at der er for stor fokus på områder tæt på Aarhus, hvor udviklingen sker, og at man glemmer de små steder og landsbyer, hvor der også godt må prioriteres noget udvikling«, fortæller den radikale spidskandidat.
Torben Christensen oplevede, at borgerne kom bredt rundt i emner. Eksempelvis at unge, der ikke føler sig hjemme i det organiserede foreningsliv som idræt eller spejder, kan være overladt til sig selv, fordi de mangler et lokalt fællesskab. Det kan betyde, at der måske bliver lavet ballade.
Man synes, at der er for stor fokus på områder tæt på Aarhus, hvor udviklingen sker, og at man glemmer de små steder og landsbyer.Torben Christensen, Radikale Venstre
»Jeg kan godt være bekymret for den gruppe af unge, og man kunne måske oprette Community houses, som man kender i England. Det kunne være et fællesskab for unge, men også for ældre, som kunne have godt af at mødes«, lyder eftertanken fra Torben Christensen, som godt kan se for sig, at Favrskov Kommune kunne være facilitator for noget sådant.
Under speeddaten blev Torben Christensen i øvrigt også bekræftet i, at den grønne omstilling, som er hans hjertesag, er noget, der skal gøres noget ved.
Dertil kommer, at han tager med sig, at demokratiet skal plejes og styrkes, så folk føler sig hørt. Det gælder ifølge Torben Christensen, uanset om det gælder borgernes forhold til kommunen, staten eller EU.
I den sammenhæng fremhæver han arrangementet morgenpolitik, hvor byrådets dagsorden diskuteres, men også speeddaten fra Lokalavisen som en god måde at føre en demokratisk dialog på.