Fortsæt til indhold

Flertal uden om regeringen presser forsamlingsloft op til 1.500

Blå blok og regeringens støtteparti får hævet forsamlingsloftet.

Politik
ksa

Fra søndag må der være 1.500 samlet til koncerter og håndbold. Et flertal uden om regeringen har nemlig presset forsamlingsloftet til indendørs arrangementer i kulturlivet op til 1.500. Regeringen ønskede 500.

Det er blå blok og De Radikaler, som har ønsket, at tallet skulle op til 1.500. Det vil sige, at der i sportshaller, biografer, teatre, museer, og spillesteder skal kunne være op til 1.500 siddende deltagere delt op i tre sektioner.

Det er gældende fra på søndag.

Kasper Sand Kjær er Socialdemokratiets kulturordfører, og han siger til Ritzau, at regeringen bøjer sig for flertallet.

»Det er klart, at når der er et flertal i Folketinget, som ønsker, at vi går lidt længere end det, vi havde foreslået, så retter vi os selvfølgelig efter det,« siger han

Onsdag lagde regeringen op til et forsamlingsloft på 500 personer, som var 150 flere end Epidemikommisionen havde anbefalet.