Jernbryllup - 70 år i hymens lænker : Molly og Benny Thomsen
To engagerede mennesker med en livslang politisk interesse kan 2. februar 2022 fejre jernbryllup efter 70 års ægteskab.
Jernbryllup, 70 års ægteskab, er en yderst sjælden begivenhed.
Men en sådan finder sted 2. februar i Ryomgård, når Molly og Benny Thomsen kan fejre, at det er 70 år siden, de blev smedet i hymens lænker.
Det politisk engagerede ægtepar, en gang socialdemokrat altid socialdemokrat, følger fortsat byrådsarbejdet i tykt og tyndt, selv om Benny Thomsen har rundet de 95 år og Molly Thomsen de 88 år.
Benny Thomsen havde i forbindelse med sit engagement i DUI Leg og Virke mødt Molly fra Falster, og de to blev gift 2. februar 1952. Benny Thomsen kunne som fuldblodsaarhusianer ikke tænke sig at bo andre steder end i Aarhus, så de første ti år kørte han frem og tilbage til sit arbejde i Aarhus Lufthavn. Men da Molly Thomsen i 1976 fik arbejde med efterbehandling af misbrugere på Krarup gl. Skole tæt på lufthavnen, flyttede Benny med til Djursland. Da institutionen blev nedlagt i 1979, flyttede Benny og Molly Thomsen til Skovbakken 13 i Ryomgård i det hus, hvor de stadig bor og vil blive boende.
I 1980 deltog Benny Thomsen i etableringen af AOF i Midtdjurs, og han var i flere årtier formand for organisationen. Han skrev bogen »Socialdemokrater og andet godtfolk i Midtdjurs«, og han har fungeret som kasserer for pensionistbladet »Optimisten«.
Molly Thomsen har været formand for Ældrerådet i Syddjurs Kommune og blev i 2020 hædret med Frivilligrådets pris til Syddjurs Award. De to er begge fortsat flittige medlemmer i den lokale partiforening.
Parret har rejst meget og også rejst langt med Nordkap, Thailand og en tur med Den Transsibiriske Jernbane som højdepunkterne.
Det åndsfriske par havde den sorg, at miste en datter til kræften, men har to sønner, syv børnebørn, ti oldebørn og fem tipoldebørn.
Det yngste tipoldebarn blev døbt for midtvejs i 2021 og fik navnet Molly.
Parret holder ikke større festivitas på selve dagen, men Lokalavisen erfarer, at når skoven er sprunget ud og Corona holder en lang ferie, vanker der en fest.