Borgmester har ikke rystet posen for at please byrådsgruppen
Det har vakt undren i hos de øvrige partier i Byrådet, at Socialdemokratiet både har en gruppeformand og en politisk ordfører i byrådsgruppen, men velgennemtænkt og aftalt længe før kommunalvalget, fortæller borgmester Michael Stegger Jensen.
Solgte Michael Stegger Jensen sin borgmesterpost for en ret linser på valgnatten i november? Kostede det Socialdemokratiet manglende indflydelse i form af poster som udvalgsformænd og en plads mere i Byrådets koordinationsudvalg, der er Økonomiudvalget, hvor borgmester sidder omgivet af repræsentanter fra samtlige syv politiske partiet i Byrådet minus Nye Borgerlige?
Der er socialdemokrater, der mener, at han solgte ud på valgnatten, men også andre, der har nikket anerkendende til, at han bed sig fast i forhandlingsbordet og gik målrettet efter at sikre borgmesterhvervet.
Det er socialdemokratisk dna, og det står på side 1 i ’Lærebog for socialdemokrater’. Basta. Smider du sådan en post, hvis du har den indenfor rækkevidde, så begår du simpelthen helligbrøde som socialdemokrat.
Det er her magten for alvor ligger, og den siger man sgutte nej til.
Ny opfindelse?
Det har vakt undren hos dele af det øvrige Byråd, at den socialdemokratiske byrådsgruppe på syv har valgt en organisering med både gruppeformand og politisk ordfører/ideudvikler. Er det ikke en uhensigtsmæssig overdrivelse. Overkill kalder man det på moderne dansk?
Michael Aakjær har den første post, som findes i alle partier.
Den nye rolle som politisk ordfører/ideudvikler har Ole Sønderskov Hansen, næstbedst på den socialdemokratiske hitliste over personlige stemmer, fået.
Et plaster på såret til den ambitiøse politiske terrier fra Mørke - som flere slog sig på i det forgange Byråd, som ikke er gået ind i politik for at dyrke venskaber - fordi han ikke fik hverken en formandspost i et udvalg eller en plads i Økonomiudvalget?
Jeg foreslog løsningen for et år siden overfor Socialdemokratiets strategiudvalg, da vi havde samtaler om, at jeg muligvis skulle være borgmesterkandidatMichael Stegger Jensen, borgmester
Ole Sønderskov Hansens ambitioner om at blive formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget var således velkendt i en bredere kreds.
Men det er ingenlunde en opfindelse i 13. time for at holde ro i baglandet Michael Stegger Jensen måtte hive op fra tasken i ugerne efter valget for at slukke en vulkan.
»Overhovedet ikke,« siger Michael Stegger Jensen.
»Jeg foreslog løsningen for et år siden overfor Socialdemokratiets strategiudvalg, da vi havde samtaler om, at jeg muligvis skulle være borgmesterkandidat.«
Det var på baggrund af egne erfaringer som gruppeformand, at Michael Stegger Jensen foreslog denne todeling.
»Der er meget arbejde med at koordinere en hel masse praktiske ting som gruppeformand både i egne rækker og i forhold til de andre partier, og derfor savnede jeg selv at have tid til politisk ideudvikling. Så det var kendt før valget, at jeg ville gøre sådan i det nye Byråd uanset om jeg var blevet borgmester eller ej.»
Udvendig og indvendig
Socialdemokratiets formand i Syddjurs, Søren K. Lauridsen, bekræfter, at Stegger spillede planerne om en todeling af magten ind på bordet, da han mødtes med Socialdemokratiets strategiudvalg forud for, at han blev udvalgets bud på en borgmesterkandidat.
»Det er helt korrekt, at det var et ønske fra Michael på baggrund af egne erfaringer. I udvalget var der opbakning til det, så det var kendt stof for samtlige kandidater,« understreger Søren K. Lauridsen.
- Hvordan er arbejdsdelingen og mellem politisk ordfører og gruppeformand?
»Overordnet har den politiske ordfører den udadvendte funktion, mens gruppeformanden arbejder meget på de indre linjer og koordinerer tingene her. Den politiske ordfører fremlægger Socialdemokratiske synspunkter, når der er en generel debat i byrådssalen, men det er naturligvis fortsat sådan, at det er vores udvalgsmedlemmer, som er ordførere, når det handler om sager fra deres respektive politiske udvalg.«
- Hvem går de andre partier til, hvis de vil vende forslag/tanker med den socialdemokratiske byrådsgruppe?
»Nu har vi ikke lavet en arbejdsdeling på skrift, for det kan man ikke. Jeg er sikker på, at de øvrige partier tager kontakt til den, som det er mest oplagt at kontakte, og i øvrigt så snakker både Michael Aakjær, Ole Hansen og borgmesteren løbende sammen. Det bliver ikke et problem.«
Overordnet har den politiske ordfører den udadvendte funktion, mens gruppeformanden arbejder meget på de indre linjerSøren K. Lauridsen, formand for Socialdemokratiet i Syddjurs
Sparringspartnere
- Michael Stegger, hvem repræsenterer Socialdemokratiet til de gruppeformandsmøder, som du som borgmester vil indkalde til?
»Jeg tror ikke det bliver så aktuelt med særskilte gruppeformandsmøder i det nye byråd, fordi de øvrige partiers gruppeformænd er repræsenteret i Økonomiudvalget bortset fra Laila Sortland (Nye Borgerlige, red.) og hende vil jeg i stedet ringe til og orientere og naturligvis lytte til hendes synspunkter.«
»I øvrigt mødes jeg med både Michael Aakjær og Ole Hansen forud for vores Økonomiudvalgsmøder for at sparre med dem. Det er nødvendigt, fordi jeg ikke har partifæller i Økonomiudvalget.«
Michael Stegger Jensen understreger, at han er spilfordeler for Socialdemokratiet under budgetforhandlingerne.
»Her er det bedst, at de øvrige partier koordinerer tingene med mig, og det er der opbakning til i gruppen.«
Til budgetforhandlingerne må alle partier, der har mere end et mandat, traditionelt have to mand med til forhandlingsbordet, og da Stegger sidder for bordenden som forhandlingsleder, kan Socialdemokratiet stille med både Ole Sønderskov Hansen og Michael Aakjær.
Så indtil videre. Alt synes ro ombord, kun fugle skriger udenfor.