Ringparken: 20 plejeboliger bliver alligevel ikke til murbrokker
Beslutningen om at vælte de tomme plejeboliger på Ringparken i Ryomgård her i foråret er indtil videre stillet i bero, fortæller teamleder Steen Daugaard Andersen fra Team Ejendomme ved Syddjurs Kommune.
Det lå i kortenene, at de tomme plejeboliger på Ringparken i Ryomgård skulle væltes i marts 2021.
Det var meldingen fra Syddjurs Kommune i oktober 2021.
»Kommunen er sammen med Rådgiver i gang med at udarbejde udbudsmateriale og forventer at afholde licitation november/december (2021, red.). Selve nedbrydningsarbejde forventes at opstarte omkring 1. marts 2022, alt efter vejrliget,« lød det fra Syddjurs Kommune.
Men sådan bliver det ikke alligevel.
»Der er i øjeblikket så mange forskellige bolde i luften i Ryomgård og så mange forskellige ønsker, at det vil dumt at foretage sig noget, som viser sig senere at være at være forkert,« siger teamleder Steen Daugaard Andersen fra Team Ejendomme ved Syddjurs Kommune.
Blandt de mange bolde, der i spil i Ryomgård og i særdeleshed på området ved Ringparken, nævner han en afklaring af fremtiden for Det gamle posthus, opførelsen af en ny børnehave som skal erstatte den snart udtjente Poppelvejens Børnehave og opførelsen af et nyt plejecenter, som også diskuteres flittigt politisk og er et stærkt ønske fra især Ryomgård Distriktsråd.
Posthuset ejes af Syddjurs Kommune, men lejes ud af Ryomgård Distriktsråd og har nu i flere år været hjemsted for de lokale dagplejere plus en masse foreningers møder og aktiviteter, foredrag, generalforsamlinger plus Bogcaféen. Sidstnævnte rykker op i det kommende fritids- og kulturcenter ved Midtdjurshallen, og det samme gør hovedparten af de øvrige aktiviteter. Forskellen bliver fremover, at de pågældende foreninger kommer til at betale lokaleleje ved større arrangementer i fritids- og kulturcentret, hvor de nu er gratister på posthuset.
Der er i øjeblikket så mange forskellige bolde i luften i Ryomgård og så mange forskellige ønsker, at det vil dumt at foretage sig noget, som viser sig senere at være at være forkertTeamleder Steen Daugaard Andersen fra Team Ejendomme ved Syddjurs Kommune
Politisk har der også været sendt prøveballoner op at opføre et sundhedscenter i tilknytning til Ringparken, som også kunne være base for kommunens udkørende sygeplejersker og sosu hjælpere.
»Derfor tror vi, at det er bedst lige nu at få helikopterperspektivet på Ryomgård, før vi foretager os yderligere,« siger Steen Daugaard Andersen.
En kovending
Teamlederen forstår udmærket, hvis beslutningen om at genoverveje plejeboligernes fremtid vækker undren i Ryomgård.
De sidste 12 beboere forlod Plejecenter Ringparken i Ryomgård 1. juli 2019 og flyttede for hovedpartens vedkommende i stedet ind i plejeboliger i det nybyggede Lillerupparken i Rønde.
Dermed sluttede en epoke i Ryomgård, der gik helt tilbage til den daværende Midtdjurs Kommune. Ringparken blev indviet i 1976 og siden renoveret i 1988.
Herefter var det planen at nedrive de 20 plejeboliger boliger, hvoraf 2 er 1 rums aflastningsboliger. De sidste 4 boliger er integreret i den tilbageværende bygningskrop, så de indgik ikke i nedrivningsplanerne.
»Boligerne fejler som sådan ikke noget rent fysisk. De er bare utidssvarende som plejeboliger,« siger Steen Daugaard Andersen.
Syddjurs Kommune betaler ikke tomgangsleje for plejeboligerne i Ryomgård længere. De er formelt nedlagte i juridisk forstand, så derfor er der intet økonomisk forgjort ved at lade dem stå.
Plejehjem opført før 1988 er ved at udfases, fordi de er utidssvarende. I dag bygger man i stedet for plejeboliger, der er boliger på et plejecenter, hvor der er ansat personale til at hjælpe ældre mennesker hele døgnet.
Corona tidsrøver
Corona har været en tidsrøver i forhold til planerne om nedrivning.
Siden Corona vendte op og ned på alting, også i Syddjurs, har flere af plejeboligerne i den ene af de to fløje således været indrettet til ’karantæneboliger’, fordi kommunen har skullet stille boliger til rådighed for de borgere, der ikke har haft mulighed for at isolere sig, hvis de var konstateret smittet.
Der er på det kommunale budget for 2021 afsat 1.7 mio. kroner til nedrivning af de 20 plejeboliger. Beløbet dækker også midler til genopretning af facade og tag langs den facade, hvor en del af boligerne fjernes, fordi der her er tale om en delvis nedrivning, hvor den resterende bygningsmasse skal bevares.
De penge ligger altså indtil videre ubrugte i den kommunale kasse.
Hvornår, og hvis pengene i det hele taget bliver hentet op, tør Steen Daugaard Andersen ikke sætte dato på. Først skal helikopteren lette over Ryomgård, og så skal den på et tidspunkt lande igen.