Politikere skal drøfte cykelstier
På et udvalgsmøde i marts skal politikerne prioritere, hvor der skal laves cykelstier fra en ny pulje på 28 millioner kroner.
28 millioner kroner.
Så mange penge mener administrationen i Skanderborg, at politikerne skal søge fra statens pulje på 200 millioner kroner til cykelstiprojekter.
Det fremgår af et referat fra udvalgsmødet i februar, hvor det blev besluttet at skubbe drøftelserne til mødet i marts.
Derfor skal Klima-, Miljø- og Planudvalget til marts drøfte, om Skanderborg skal søge midler fra puljen. Udvalget skal også prioritere hvilke cykelsti-projekter, der i så fald skal søges midler til.
Hvis udvalget beslutter at søge om midler skal kommunen selv bidrage med den anden halvdel af økonomien. Det kan eksempelvis være midler fra ”pulje til cykelstier, stitunneller samt sikre veje til skole og fritid” afsat i 2024 og 2025, står der i referatet.
Skanderborg skal prioritere mellem fem projekter. Der er ansøgningsfrist 31. marts.