Fortsæt til indhold

Naturnationalparker: Kaløskovene og Mols Bjerge er klogere torsdag klokken 8.30

Miljøministeren og aftaleparterne løfter sløret for placeringen af Danmarks 10 nye naturnationalparker i dag torsdag på et pressemøde.

Politik

Hvor på kortet skal Danmarks 10 nye naturnationalparker placeres?

Det løfter miljøminister Lea Wermelin (S) sløret for sammen med ordførere fra SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet på et pressemøde torsdag 24. marts i den årle morgenstund kl. 08.30, før alle køer er sat på græs.

Placeringen af de første fem naturnationalparker er allerede besluttet.

De skal ligge i Fussingø ved Randers, Gribskov i Nordsjælland, Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.

Efter pressemødet afholder Naturstyrelsen en teknisk gennemgang af områderne og processen omkring etableringen af de nye naturnationalparker, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Områder i Mols Bjerge og Kaløskovene er som bekendt begge i spil til at få status som naturnationalparker.

Temaet deler vandene i Syddjurs helt ind i Syddjurs Byråd, hvor der i det nyvalgte byråd ikke er flertal for at placere naturnationalparker i Syddjurs.

Dog rumles der noget om, at Det Radikale Venstres Heine Skovbak Iversen ikke har noget imod ideen, men det har han ikke officielt meldt ud.

Det Radikale Venstre, har sammen med Venstre, Konservative og Nye Borgerlige, i alt 14 mandater, skrevet til Miljøministeren og understreget overfor hende, at der ikke er et politisk flertal i Syddjurs Byråd, der støtter planerne om naturnationalparker hverken i Mols Bjerge eller Kaløskovene.

Sidstnævnte er der i øvrigt ikke politisk opbakning til overhovedet.