Fortsæt til indhold

19 parcelhuse og seks dobbelthuse på vej i Norring

Nyt boligområde med en blanding af parcelhuse samt dobbelthuse med mindre boliger beregnet til ældre eller enlige.

Politik

En privat bygherre ønsker at etablere et boligområde i Norring med 19 parcelhuse og 12 boliger i seks dobbelthuse. Dobbelthusene placeres spredt i området, der ligger mellem Riisvej og Anneksvej, således at det fremstår som et parcelhusområde.

Det fremgår af det lokalplanforslag, der er lavet, og som nu sendes i høring i otte uger, efter byrådet har givet grønt lys.

Boligerne er delt op i to enklaver med hver sin adgangsvej fra henholdsvis Riisvej og Anneksvej. Det samlede område er på 3,7 hektar inklusive grønne fællesarealer.

Oversigt over det nye lokalplanområde sydøst for Norring, hvor en privat bygherre vil etablere et boligområde. Illustration fra lokalplanforslaget.

De 19 parcelhusgrunde er hver især på minimum 800 kvadratmeter, mens dobbelthuse-grundene er på godt 1.000 kvadratmeter. Parcelhusene er tænkt til familier, mens boligerne i dobbelthusene er mindre og tænkt til ældre eller enlige, der ikke har behov for så megen plads, fremgår det af lokalplanforslaget.

Lokalplanforslaget giver mulighed for at bygge i op til to etager.