Underskriftsindsamling: Vrede Sosu'er og sygeplejersker fortørnede over udtalelser fra Stegger
Tirsdag vil Syddjurs borgmester Michael Stegger Jensen (S) få overrakt resultatet af en underskriftsindsamling organiseret af FOA. Medlemmerne er knotne over udviklingen i deres løn sammenholdt med andre faggrupper i Syddjurs og mest af alt borgmesterens udtalelser om deres lønforhold.
Syddjurs borgmester Michael Stegger Jensen (S) har ikke været i kridthuset hos sygeplejersker og SOSU’er, der er vrede over udtalelser fra borgmesteren i en artikel i Fagbladet FOA 17. marts 2022.
Her er borgmesteren bl.a. citeret for følgende:
»Kommer der 500 medarbejdere og kræver mere i løn, så er vi nødt til at lytte til det.«
FOA har regnet på, at kommunalcheferne i Syddjurs Kommune over ti år er steget med 158 procent i lokalløn, hvilket svarer til 9.015 kroner mere om måneden.
Konsekvensen er, at den samlede lønudvikling er markant bedre for kommunalcheferne, der i gennemsnit er steget med 33,5 procent i løn, lyder det fra FOA.
Det har FOA svært ved at få til at stemme med, at den socialdemokratiske borgmester i samme artikel i samme artikel udtaler:
»Som socialdemokrat er lighed ekstremt vigtigt for mig, og det passer måske ikke så godt med tallene fra Syddjurs Kommune. Men det er min personlige holdning. Jeg er meget optaget af, at hvis lønnen stiger på et område, så skal den gerne gøre det på samme procentvise måde på et andet område.«
Minimum 500
Borgmesterens udtalelser har fået FOA til at foranstalte en underskriftsindsamling med det formål at samle minimum 500 underskrifter fra Sosuhjælpere, sosuassistenter og sygeplejersker, som ønsker mere i løn, i form af samme procent lønstigning som kommunalchefen, svarende til borgmesterens eget udsagn i artiklen.
Materialet afleveres personligt til borgmester Michael Stegger Jensen tirsdag, ifølge en pressemeddelelse fra FOA..
»i opfordres alle til personligt at møde op for at deltage i afleveringen af underskrifterne,« lyder opfordringen fra FOA til underskriverne.
Steggers apologi
Michael Stegger Jensen har efter artiklen i Fagbladet FOA 17. marts 2022. og flere læserbreve stilet til borgmesteren forsvaret sig i et debatindlæg i Lokalavisen.
Heri skriver han i et indlæg under overskriften: ’Syddjurs Kommune skal gå forrest med gode arbejdsvilkår’ bl.a.:
»I forhold til løn er jeg stor tilhænger af den danske model. Det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn og arbejdsvilkår for alle de kommunale faggrupper. I det konkrete tilfælde er det KL – Kommunernes Landsforening, der forhandler med de faglige organisationer om lønvilkårene på tværs af alle landets kommuner. Derudover er der et begrænset råderum hos de enkelte ledere på vores driftsområder, når de indgår lokale aftaler med de forskellige faggrupper. Disse lønforhandlinger har jeg som borgmester ingen mulighed for at blande mig i.«
Og videre:
»Gode arbejdsforhold betyder dog ikke, at lønkravene fra alle vores hårdtarbejdende sygeplejersker, SOSU’er, pædagogmedhjælpere og mange andre, ikke er rimelige. Jeg har stor respekt for jeres lønkrav og har også personligt sympati for mange af jeres krav. Som borgmester er det dog ikke min rolle at forhandle løn, det vil fortsat ligge i de nationale lønforhandlinger under den danske model og i de lokale forhandlinger, hos de enkelte ledere.«