Bred enighed i byrådet: Favrskov skal kickstarte den grønne omstilling
Der var bred enighed i byrådssalen om, at Favrskov skal være grønnere. Derfor kickstarter kommunen den grønne omstilling.
Favrskov skal være en grøn kommune.
Borgerne i Favrskov bekymrer sig meget om klimaet, og den forpligtelse skal vi tage på os. Vi skal lytte til borgerne. Og det her skal gerne være det skridt, som giver en retning på vores kommende klimapolitik.Søren Gade (S), byrådsmedlem
Det var der bred enighed om blandt partierne ved det seneste byrådsmøde. Socialdemokratiet, SF og De Radikale Venstre havde fremsendt et forslag om at kickstarte den grønne omstilling i Favrskov.
Forslaget går blandt andet på, at der skal tænkes grønt i forhold til blandt andet fjernvarme, vindmøller, solceller, skovrejsning og renseanlæg.
»Borgerne i Favrskov bekymrer sig meget om klimaet, og den forpligtelse skal vi tage på os. Vi skal lytte til borgerne. Og det her skal gerne være det skridt, som giver en retning på vores kommende klimapolitik. Jeg ved godt, at vi ikke kan gøre det selv, og at det kræver borgernes opbakning og derfor er involvering en meget vigtig del af det her forslag. Men jeg tror også på, at vi har opbakning hos borgerne, når vi viser, at vi har tænkt os at leve op til vores løfter,« lød det fra Søren Gade (S).
Bæredygtighedsudvalg
Forslaget fra Socialdemokratiet, SF og De Radikale Venstre blev taget godt imod hos blå blok.
Blandt andre fra Niels Christian Selchau-Mark (K).
»Jeg tror, at man skal være enten viljefuld, naiv eller blind for at synes, vi er nået langt nok på den grønne omstilling,« lød det indledningsvist fra Niels Christian Selchau-Mark.
Byrådspolitikeren fik hurtigt sin snak til at handle om det bæredygtighedsudvalg, der blev besluttet som en del af konstitueringsaftalen ved det seneste kommunalvalg.
»Som måske en kommende formand for et bæredygtighedsudvalg, vil jeg gerne kvittere for de her rigtig gode input. De har alle værdier,« sagde han og mindede om, at bæredygtighedsudvalget ikke skal være et besluttende udvalg - men derimod et udvalg, der vil komme med anbefalinger.
»Der er brug for, at vi kommer ud over de grønne stepper - og det ser jeg rigtig meget frem til,« supplerede han.
Klimaplan 2050
Og det med at komme ud over stepperne er kommunen er allerede på sin vis i forbindelse med den grønne omstilling.
Inden for den nærmeste fremtid kommer en klimaplan 2050. Og den klimaplan skal ifølge et ændringsforslag fra Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og De Borgerlige tænkes med i det forslag, som sendes videre til Teknik og Miljøudvalget. Der skal også tages stilling til økonomien i forhold til klimaplan 2050.
De 24 fremmødte byrådspolitikere stemte for ændringsforslaget fra den blå blok.
Borgmesteren dæmper
Stemningen under punktet på byrådsmødet var god, men det forsøgte borgmester Lars Storgaard med en løftet pegefinger at lægge en dæmper på.
For det er vigtigt at huske den økonomiske del.
»Vi skal ikke have armene for højt oppe, før vi ved, hvor vi er henne økonomisk. Men jeg ser frem til det arbejde, der kommer til pågå i bæredygtighedsudvalget, som bliver nedsat efter sommerferien,« lød det fra borgmesteren.