Fortsæt til indhold

Lokale og Anlægsfonden hælder 4 mio. kr. i Knebelbro Havn

Projektet Byens Blå Torv i Knebelbro Havn er kommet tættere på målet med millionbevilling fra Lokale og Anlægsfonden.

Politik

Det til tider omdiskuterede projekt, Byens Blå Torv i Knebelbro Havn er kommet tættere på at kunne realisere planerne efter at have fået lovning på en økonomisk håndsrækning på 4 mio. kr. fra Lokale og Anlægsfonden.

Byens Blå Torv er et lokalt initiativ, der nyder opbakning fra havnens foreninger: bådelauget, kajakklubben, søspejderne, surfklubben, vinterbaderne, Molsskolen og børnehaverne.

Formålet med projektet er at skabe liv og fællesskab i - og omkring Knebelbro Havn og at indfri områdets potentiale som byens omdrejningspunkt.

De samlede projektudgifter er på 18 mio. kroner.

Syddjurs Kommune har støttet udarbejdelsen af skitseprojektet med 40.000 kr. fra Udviklingspuljen og 35.000 kr. fra puljen til Havneformål

Projektet har også modtaget 100.000 kr. fra Bosætningspuljen, der ligeledes administreres af Syddjurs Kommune, til konsulentbistand i forbindelse med fundraising

Syddjurs Byråd støtter med to mio. anlægskroner (1 mio. i hver af årene 2022+2023). Vedtaget i forbindelse med Budget 2021

Byens Blå Torv har også modtaget 1. mio. fra Realdanias Underværker-kampagne. Endvidere har Tved Sparekasses Fond givet 310.000 kr. i støtte.

Aktiv for Molsskolen

Elever fra Molsskolen benyttede mandag den 20. juni Knebelbro havn til vandaktiviteter med elever fra 4.årgang.

Sammen med lærere og instruktører var eleverne på havet og prøvede kræfter med SUP.

Fra kommende skoleår skal elever fra Molsskolen også bruge havnen ved Knebelbro til havsvømning, oplyser skolen i sit sommernyhedsbrev.

Anlagt i 2004

Knebelbro Jolle- og Bådehavn i bunden af Knebel Vig blev anlagt for private midler i 2004 og er gennem årene blevet et rekreativt samlingssted for fastboende, tilflyttere, sommerhusejere, gæstesejlere, turister, børn, unge, gamle og folk i den erhvervsaktive alder.

Syddjurs Kommune står som ejer af området, og Knebelvig Bådelaug har fået overdraget brugsretten i en periode på 32 år regnet fra 2009.