Forhåbningsfuld formand: Talblinde børn og unge får hjælp
På det seneste byrådsmøde blev det besluttet, at der skal arbejdes videre med processen om at sætte fokus på talblinde børn og unge på skolerne. Det glæder udvalgsformand.
En ny indsats skal hjælpe børn og unge, som i hverdagen begrænses i deres læring på grund af talblindhed. Det står tydeligt efter det seneste byrådsmøde, hvor det blev besluttet, at der skal ansættes en matematikkonsulent.
Indstillingen kom fra et enigt Børne- og Ungdomsudvalg med Trine Frengler (S) i spidsen.
”Får man de rigtige redskaber bør det ikke være et handicap at være ordblind og talblind. Forhåbning at vi kan få løftet de her børn og unge med de udfordringer,« siger Trine Frengler (S).
Helt konkret bliver der ansat en person, der skal udforske og undersøge, hvad der findes inden for området i udlandet. Og konsulenten skal undersøge, hvordan man kan komme det nærmere, selvom man ikke kan teste børnene for talblindhed, før de kommer i fjerde klasse.
»Konsulenten skal også understøtte lærere i klasselokaler med talblinde elever, vedkommende skal spare og måske også hjælpe,« fortæller Trine Frengler (S), formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Vil løfte eleverne
I første omgang bliver konsulenten ansat i en tiendedelsstilling. Det vil sige, at det i begyndelsen er et par dage i ugen.
»Det har jeg store forhåbninger til. Når jeg ser, hvad det betyder med eksempelvis en ordblindekonsulent, tror jeg på, at det kommer til at rykke. Det med at sætte fokus på et problem. Vi skal kigge ind i det, få øje på det. Jeg håber, at nogle elever i vores skoler kan få den hjælp, de har brug for og få et løft,« fortæller Trine Frengler.