Tåkrummende
Forleden kunne lokalredaktøren på denne plads fortælle, at Syddjurs Kommune forventer et underskud på Regnskab 2022 på mellem 80 og 90 mio. kr., hvor der var regnet med et overskud på cirka 40 mio. kr.
»Forværringen skyldes især 80 mio. kr. i overførte anlægsudgifter og nødvendige nye anlæg på blandt andet dagtilbudsområdet, men 40 mio. kr. er stigende serviceudgifter til især pasning af børn som følge af en markant stigning i antallet af fødte og tilflyttede 0-5 år i forhold til det budgetterede.«
Det stod at læse i en ansøgning fra Syddjurs Kommune til Indenrigs- og Boligministeriet med henblik på at komme i betragtning til 25 mio. kroner fra den såkaldte § 16-pulje til ’Særligt Vanskeligt Stillede Kommuner’.
Lokalredaktøren skrev også, at regnestykket kunne se lidt anderledes ud i det Budgetoplæg - grundet ændrede forudsætninger - som Syddjurs Kommunes direktion har udarbejdet til de kommende budgetforhandlinger, der nu kan studeres på kommunens hjemmeside.
I det kan man læse, at forventningerne lige nu er et kassetræk i størrelsesordenen 60-80 mio. kroner.
På Adresseavisens Facebookprofil blev oplysningerne om et forventet underskud på 80-90 mio. kroner i 2022 ikke overraskende mødt af en hær af kommentarer.
En mangeårig souschef i en brugsforening kan heldigvis sagtens blive borgmester på samme måde som en fotograf eller en skolelærer
Stort set alle var helt hen i skoven og komplet ude af trit med virkeligheden.
En enkelt vovede på sædvanlige hovskisnovski vis, at klandre en tidligere leder af frugt og grøntafdelingen i Tved Brugs for at have formøblet kommunens kasse på rekordtid.
For det første er oplysningen om, at Syddjurs Kommunes kasse er formøblet lodret forkert, for det andet er det tåkrummende idiotisk igen-igen at komme med en henvisning til borgmesterens tidligere job i det civile liv.
En mangeårig souschef i en brugsforening kan heldigvis sagtens blive borgmester på samme måde som en fotograf eller en skolelærer. Glædeligt, at det er sådan. Det er dansk folkestyre, når det er allermest bedst.
Det er lavpandet og snobbisme ud over alle grænser at hævde noget andet.
Borgmesteren skal bedømmes på sin politik og evne til at lede kommunen.
I øvrigt har Syddjurs Kommunes kassebeholdning det glimrende. Det kan man forvisse sig om ved at læse Byrådets dagsorden til mødet 31. august.
Syddjurs Kommune har en erklæret økonomisk politik om en gennemsnitlig kassebeholdning på 280 mio. kroner.
Ved udgangen af 2022 forventer Syddjurs Kommunes fremmeste regnedrenge, at den vil være på 300 mio. kroner.
Det på trods af, at der kommer en pæn del fakturaer dette efterår på anlægsprojekter, der skal signeres og betales.
Hvorfor så ikke bare åbne for kommunekassen, når den er så Joakim von And velpolstret?
Fordi 98 kommuners økonomi under et fylder mere end halvdelen af Danmarks finanspolitik.
Det forklarede statsminister Mette Frederiksen sidst hun var i Rønde. Statsministeren sagde til sine partifæller, at man ikke bare ukritisk rykker ved balancen mellem den private og offentlige økonomi uden, at det har konsekvenser.
Det samme vil en statsminister af blå observans været nødt til at sige. Uanset om han hedder Pape eller Ellemann..¨