Fortsæt til indhold

Lokal DF-formand trækker sig: Tobias Brus Mikkelsen er ny mand på posten

Daniel Aage Holm trækker sig som formand for Dansk Folkeparti Skanderborg, og i stedet tager den yngre DF-politiker Tobias Brus Mikkelsen over på posten.

Politik

Der er sket meget i Dansk Folkeparti Skanderborg på det seneste. Først stoppede Aksel Nielsen som formand for Dansk Folkeparti Skanderborg, og i sidste uge meldte det mangeårige byrådsmedlem Martin Frausing Poulsen sig ud af Dansk Folkeparti. Mandag stoppede Daniel Aage Holm så som formand for bestyrelsen.

Jeg har brug for at kunne fokusere 100 procent på at køre min valgkamp, og det er ikke forenelig med at drive en god forening.
Daniel Aage Holm, afgående DF-formand i Skanderborg

Som næstformand i bestyrelsen overtog han per automatik efter Aksel Nielsen for tre måneder siden, men den post forlader han nu på grund af det formentlig nært forestående folketingsvalg, hvor han stiller op som kandidat.

»Jeg har brug for at kunne fokusere 100 procent på at køre min valgkamp, og det er ikke forenelig med at drive en god forening,« lyder det fra Daniel Aage Holm, der ved siden af valgkampen også skal passe sit arbejde.

»Og så er der simpelthen ikke timer nok i døgnet, hvis jeg også skal drive en god lokalforening,« uddyber han.

»Ung og talentfuld«

I stedet tager den yngre DF-politiker Tobias Brus-Mikkelsen over på formandsposten i Skanderborgkredsen.

»Jeg tror, vi er bedst tjent med en, der kommer med mere energi og kan bruge flere timer på arbejdet, end jeg kan lige nu. Og Tobias er meget ung og talentfuld. Han har meget erfaring fra DFU og har også siddet i bestyrelsen for DF Skanderborg i lang tid efterhånden,« siger Daniel Aage Holm.

Tobias Brus Mikkelsen, Dørup, har været en del af bestyrelsen i to år - og nu glæder han sig over formandsposten.

»Det bliver spændende at komme i gang og prøve kræfter som lokalformand,« siger Tobias Brus Mikkelsen.

Han nævner især den forestående valgkamp som en spændende udfordring, han glæder sig til at lægge mange timer i.

»Det bliver spændende at komme i gang og samle kræfterne omkring valgkampen med en lokal kandidat. Vi har en stor glæde og handlekraft i partiet lige nu, og det vil vi tage med. Stemningen lokalt er helt fantastisk, og vi kæmper sammen mod Folketingsvalget,« lyder det fra Tobias Brus Mikkelsen.

»Lige siden kommunalvalget har vi gjort, hvad vi kan for også at blive hørt på landsbasis,« uddyber han.