Fortsæt til indhold

Wammen tog til Aarhus, da der blev trykket på valgknappen: »Jeg kommer ikke her som julemand«

Lidt efter klokken 13 onsdag udskrev statsminister Mette Frederiksen (S) folketingsvalg. Og cirka 2,5 time senere stod finansminister Nicolai Wammen (S) foran Salling på Strøget: »Det er vigtigt for mig at være i Aarhus den dag, valget bliver udskrevet.«

Politik

»Det er vigtigt for mig at være i Aarhus den dag, valget bliver udskrevet. Det er her, jeg er valgt, det er herfra min verden går, og jeg har allerede mødt mange, jeg kender, og det er hyggeligt,« siger Nicolai Wammen.

Onsdag eftermiddag var finansminister Nicolai Wammen (S) at finde midt i Aarhus. Uden for Salling stod han med røde roser i favnen og fangede blikke fra forbipasserende. Mange af dem fik en rose i hånden.

Foto: Mille Winther

Finansministeren, der er opvokset i Aarhus, håber, det vil være muligt at bruge en del tid i det østjyske i løbet af valgkampen, men tilføjer også:

»Jeg har samtidig også nogle ledelsesopgaver på Christiansborg, men alt det, jeg kan være her, vil jeg være her. Fordi det er vigtigt for mig at møde østjyderne; i Aarhus, men også i de andre østjyske kommuner.«

Nicolai Wammen var den helt store stemmesluger i Østjylland ved seneste folketingsvalg. Foto: Mille Winther

Valgkamp i krisetid

Smilet fortager sig en smule, da samtalen falder på den nuværende økonomiske krise og de øvrige samfundsproblematikker, Wammen vil fokusere på i ugerne op til valget til november. Og hvad han vil gøre for at sikre sig vælgere.

»Jeg tror, det, der betyder rigtig meget for østjyderne, er den svære situation, vi står i med inflation, som rammer rigtig mange mennesker. Derudover lever vi jo i en usikker verden, og det betyder også, at forsvarets sikkerhed fylder mere for folk end tidligere,« siger han og holder en kort pause:

»Så jeg kommer ikke som her som julemand og vil love til højre og venstre. Det, jeg og Socialdemokratiet kan tilbyde, er, at vi passer godt på vores velfærdssamfund og tager den grønne omstilling alvorligt. Og at vi holder en fast hånd på rattet i usikre tider og får danskerne godt igennem. Men jeg kommer ikke til at kunne love alle det hele. Det er der ikke råd til.«

Stemmesluger

Ved det seneste folketingsvalg i 2019 blev Nicolai Wammen den helt store stemmesluger i Østjyllands Storkreds med 23.427 personlige stemmer. Som nummer to på listen kunne man finde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, med 19.388 stemmer - cirka 4.000 stemmer færre end Wammen.

»Jeg er meget glad for den tillid, mange østjyder viste mig sidst, og det håber jeg selvfølgelig, rigtig mange vil gøre igen. Jakob Ellemann og jeg går jo og driller hinanden lidt. Sidst var det os to der lå øverst, og siden da er han jo blevet statsministerkandidat og formand for Venstre. Så konkurrencen er ikke blevet mindre,« siger Wammen og griner hjerteligt.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) har arbejdet sammen i mange år på rådhuset i Aarhus, og der gik da heller ikke mange minutter før, Bundsgaard stod ved siden af Wammen på gågaden. Foto: Mille Winther.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) mødte finansminister Nicolai Wammen på gågaden, mens røde roser blev delt ud til aarhusianerne. Foto: Mille Winther

»Så jeg skal stå endnu tidligere op og møde endnu flere mennesker og forhåbentlig overbevise dem om, at det er ved Nicolai Wammen, man skal sætte sit kryds.«

Ved valget i 2019 havde Wammen løftet sit stemmetal med 2.275 stemmer i forhold til folketingsvalget i 2015, hvilket placerede ham på en sjetteplads over kandidater på landsplan med flest personlige stemmer. Efterfølgende blev han som bekendt udnævnt som finansminister.

Folketingsvalget afholdes tirsdag 1. november.