Gymnasieelever spurgte til tvangsfordeling og skattelettelser i en inflationstid
Valgstemning på Skanderborg Gymnasium, der var vært for paneldebat.
Spørgelysten var stor og engagementet højt blandt de mange elever fra 2.- og 3.g i den fyldte sal på Skanderborg Gymnasium, der forleden mødte et panel bestående af repræsentanter fra ni ud af 14 partier, der stiller op til Folketingsvalget.
Fra hjemmebanen
Under den fem kvarter lange debat blev der eksempelvis fra gymnasiernes egen hjemmebane spurgt til spørgsmålet om tvangsfordeling af elever mellem gymnasier.
»Tvangsfordeling er noget, man gør i Cuba eller gjorde i Rusland i Sovjetunionens tid. Sådan noget er ikke liberalt. Man skal have lov til at gå lige præcis, hvor man har lyst til, og vi kunne aldrig finde på at gå ind i sådan noget tvang. Men der er heller ikke et alternativ, fordi gymnasiet altid repræsenterer det område, det nu engang er i, og det må man leve med,« lød holdningen fra Jens Meilvang, Liberal Alliance.
Falsk modsætning
Magnus Fage Gislason, Enhedslisten, mente, at debatten om det fuldstændig frie gymnasievalg og den tvungne gymnasiefordeling var udtryk for en falsk modsætning.
»Det frie gymnasievalg, som ikke har noget med forældres indkomst at gøre, har ikke været der på noget tidspunkt, fordi man også er opdelt efter, hvor man bor, og det handler også om, hvor mange penge man har,« sagde han og tilføjede, at det nu bliver gjort på en mere retfærdig måde.
Et problem for få
Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti mente, at det ikke var en landsdækkende udfordring, men et problem, som ganske få gymnasier har. Hun pegede på andre måder at gøre det på som eksempelvis skærpet tilsyn med gymnasier, flere midler til gymnasier, som er udfordret på tilslutning eller svag elevsammensætning eller i sidste ende at lukke et par gymnasier.
»Vi skal aldrig nogen sinde begynde på sådan noget pjat med, at det er forældrenes indkomst, der skal fordele noget som helst, uanset om der var frit valg eller ej. Det er vigtigt,« sagde Mona Juul.
Troels Lund Poulsen, Venstre, fastslog, at hans eget parti sammen med Det Konservative Folkeparti og de andre blå partier på Christiansborg har kæmpet indædt mod tvangsfordeling af gymnasieelever.
»Det afgørende er, at man respekterer, at der er forskellighed blandt eleverne og også deres forældre, og derfor er det en fuldstændig vanvittig måde at begynde at tvangsfordele ud fra forældres indkomst,« mente Troels Lund Poulsen.
Skat og inflation
En af gymnasieeleverne ville også gerne vide fra især de blå partier, om det var et rigtigt tidspunkt at give skattelettelser på, og om det ikke ville gøre inflationen værre?
»Der skal spares på centraladministration og ledelse, og så kan vi sagtens lave de skattelettelser uden at sparke til inflationen, så det er faktisk lige nu, at det er meget vigtigt, fordi der er folk, der har svært ved at betale deres regninger,« svarede Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.
Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet var imidlertid også enig i behovet for skattelettelser.
»Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det, men vi peger faktisk også på, at vi skal se på, hvordan vi kan sænke skatterne og lave en bedre omfordeling, sådan så de, der arbejder med velfærdsområderne kan komme til at betale noget mindre i skat,« sagde hun.