Dagens Spørgsmål til din lokale kandidat: Skal jobcentrene skrottes?
Bliv klogere på din lokale kandidats holdning til Djursland. Lokalavisen vil hver dag frem til valget stille folketingskandidaterne opstillet i Djurskredsen et spørgsmål, som har rod i det lokale og relevans for vælgerne.
DAGENS SPØRGSMÅL: »Jobcentrene er roden til alt ondt,« fornemmer man jævnligt i den nationale debat.
Med jævne mellemrum lyder der kritik af landets jobcentre, når de trækker overskrifter om umenneskelig sagsbehandling og mennesker, der kan fortælle hjerteskærende om deres møde med jobcentret.
I Folketinget har flere partiet peget på, at jobcentrene skal lukkes.
Hvad er din holdning til jobcentrene? Skal de lukkes eller forblive? Hvorfor? Hvad er alternativet til jobcentrene? Vil der være en besparelse ved at lukke jobcentrene? Hvor stor af den, og hvad skal pengene i stedet bruges til?
Følgende kandidater har svaret:
Morten Siig Henriksen, SF:
»Jeg er optaget af, at vi hjælper de mest udsatte i vores jobcentre bedre. Det kan vi ikke med den nuværende lovgivning, som prioriterer skabeloner og sanktioner over mennesker. Ny lovgivning på arbejdsmarkedsområdet skal udnytte de gode erfaringer, som er kommet af bl.a. frikommuneforsøget og coronanedlukning. Vi skal i højere grad skabe skræddersyede forløb, som er med udgangspunkt i borgernes egne mål og ressourcer. Det kan gøres ved at fjerne regler og nedbryde vante arbejdsgange, så det eksempelvis er muligt at dispensere fra krav om et bestemt antal samtaler på jobcentret og at de mest udsatte som udgangspunkt hjælpes af social- og sundhedssektoren fremfor jobcentret. Kommunen skal have ansvaret for denne koordinering fremfor borgeren.
Det bekymrer mig dog, at der blandt partierne virker til at være større fokus på lave besparelser på jobcentret fremfor at skabe bedre indsatser. Jeg mener, at vi skal investere i at tilbyde borgere den rigtige hjælp første gang, især til gavn for unge og langtidsledige. Det synspunkt har jeg tidligere givet udtryk her i avisen, så vil anbefale det endnu engang: https://syddjurs.lokalavisen.dk/debat/ECE14422399/sociale-investeringer-fremfor-asociale-skattelettelser/«
Hanne Roed, Radikale Venstre:
»Hvorfor skælder man ud på Jobcentrene, når det er loven den er gal med?
Vi har Jobcentret, fordi samfundet ønsker fremdrift i borgersagerne og kontrol med skattekronerne til sociale ydelser. Det er en fejl at tro, at lukning af Jobcentret vil give besparelse. Som det er nu hjælpes mange borgere på sociale ydelser videre, selvom der er uheldige, grimme sager imellem.
Vi, som er uddannede socialrådgivere, vil først og fremmest gerne understøtte, at borgerne bliver herrer i eget hus igen. Det kan så komme i klemme i en stram lovgivning med job-fokus og pressede kommunale kasser, sådan at der nødig gives (livslange) ydelser. Socialt arbejde tager tid og komplekse sociale problemstillinger løses ikke alene med job-tilbud. Det er på tide at vi anerkender det og genopfinder Socialafdelingen i kommunen.«
Jesper Yde Knudsen, Enhedslisten:
»Jeg mener at jobcentrene skal nedlægges i den form de har i dag. Jeg mener at vi skal have stoppet langvarige afklaringsforløb og meningsløse aktiveringer der går hårdt ud over syge og udsatte medborgere.
Men vi har stadigvæk brug for at mennesker der mister deres job, eller bliver syge, kan få hjælp til at komme videre i tilværelsen og måske få et arbejde igen. Derfor kan vi ikke nøjes med bare at nedlægge jobcentrene.
I Enhedslisten mener vi, at hovedproblemet er den menneskenedbrydende beskæftigelsespolitik, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 2013. Så derfor vil vi opfordre SF, de Radikale og Socialdemokratiet til langt om længe at gå sammen med Enhedslisten om at lave en ny beskæftigelsespolitik, som det blev lovet i forståelsespapiret fra 2019.
Jeg mener, at det ville være en stor fejltagelse at udlicitere beskæftigelsesindsatsen til private aktører, hvis fremmeste formål er at tjene penge. Se bare på, hvordan det gik i den første periode i Syddjurs Kommune og jobcenteret i Kolind.«
Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet:
»Jeg er helt enig i, at jobcentrene slet ikke har fungeret som de skulle, men vi trods alt ser en forbedring mange steder i forhold til for nogle år siden.
Hvis man vil lukke jobcentrene, skal man kunne pege på et alternativ, som skal kunne gøre det bedre, og det kan jeg ikke.
Jeg mener, vi skal kigge på jobcentrene med kritiske briller og sikre os, at de bliver langt bedre. Dette skal vi gøre ved at give dem mere fri, men også ved at stille krav og overordnet mål til dem.
Derfor synes jeg, vi skal reformere dem, og sikre god kvalitet fremover, med respekt for borgerne.
De, der mener, vi skal fjerne alle pengene fra jobcentrene, og dermed forsøget på at få folk i arbejde, SKAL fortælle hvordan vi så skal gøre det, eller om de mener vi ikke skal gøre en indsats overhovedet. Jeg mener tværtimod vi skal investere i mennesker og dermed en god aktiv beskæftigelsesindsats sammen med den enkelte, med respekt for individet.«
Erik Poulsen, Danmarksdemokraterne:
Har ikke svaret
Jens Meilvang, Liberal Alliance:
»I Liberal Alliance ønsker vi, at ansvar og nærhed erstatter kontrol og bureaukrati – vi ønsker, at Jobcentrene nedlægges og A-kasserne overtager opgaverne. Udover en bedre service til borgerne så ser vi også et økonomisk potentiale i denne løsning.«
Vinnie Kjærgaard Jørgensen, Alternativet:
»LUK JOBCENTRET er en af mine mærkesager. Det er det fordi jeg som bisidder har oplevet hvordan systemet nedbryder mennesker.
Vi bruger 31 mia årligt på Jobcentre. Lovgivningen er den mest omfangsrige vi har i DK. Lovgivning skal efter min mening aldrig gå så meget i detaljer, som den gør her. En sagsbehandler bruger uendelig meget tid på lovpligtig dokumentation. Og det er vigtigt at påpege, at vi er glade for alle sagsbehandlere, det er ikke dem den er gal med. Det er lovgivningen den er gal med samt de politikere, som ynder at fortolke lovgivningen ud fra et økonomisk øjemed i stedet for rette hjælp til rette person.
70 % af de som er i Jobcentret er for syge eller handicappet til at arbejde. Jeg mener ikke de hører hjemme i et JOBcenter. Denne målgruppe lider under narrativer som ’Det skal kunne betale sig at arbejde’. Det er jo netop det de er for syge eller handicappet til. Jeg finder det så forkert, at udskamme disse mennesker på denne uværdige måde.
Det vigtigste for Alternativet er at få AFSKAFFET RÅDIGHEDSPLIGTEN! Det er her roden til alt det onde ligger.
Vi ser ’Fremtidens Jobcenter’ som et sted hvor mennesket mødes med HJÆLP frem for TVANG, som vi ser i dag. Et sted hvor mennesket mødes med TILLID frem for KONTROL. Intet menneske skal fastholdes i Jobcentrets helvede i 25 år, som vi ser i ’Håbløst arbejde’. Ej heller 8 år på ressourceforløb, som Rasmus fra Randers med Autisme.
Hvor skal pengene komme fra? Ja, ud af de 31 mia. vi bruger i dag, så går de fleste penge jo til at kontrollere folk i stedet for at hjælpe folk. Jeg tror der er penge i overskud vi kan bruge på andre områder, hvis vi går fra kontrol og tvang til tillid og hjælp.
Rent personligt vil jeg have syge og handicap lang væk fra JOBcentret. Og gerne i hver sin afdeling. De jobsøgende vil jeg personligt have det godt med røg tilbage til A-kasserne, som mestrede jobbet fint og langt billigere da de havde det før jobcentret.
I Alternativet glæder vi os over, at én af vores største sociale mærkesager nemlig JOBCENTRET, nu er kommet på dagsordenen for de fleste partier under valget. Det er det, vi er gode til i Alternativet - at være FØRST og trække de andre partier i den rigtige retning. Vi er med andre ord uundværlige i dansk politik og efter valget holder vi selvfølgelig de andre partier op på at få en aftale på plads om fremtidens jobcenter.«
Kim Christiansen, Dansk Folkeparti:
»Der er meget stor forskel på succesraten på jobcentrene. Og jeg mener, de skal nytænkes og gøres mindre bureaukratiske med mere focus på at få dem i job, der kan og vil, og så lad være med at bruge tid på personer, der enten på grund af sygdom eller nedslidning ikke kan.«
Jens Kloppenborg, Venstre:
»Målet må være at få de ledige i arbejde, især i denne tid, hvor der stadig er mange jobs. Her har Jobcentrenes monopol desværre svigtet, ligesom så mange andre monopoler ofte gør. Derfor bør Jobcentrene udsættes for konkurrence, hvor det er den ledige, der i højere grad selv vælger løsningen. Er det ens egen A-kasse, Jobcentret, eller et helt tredje certificeret konsulenthus. Det handler om at få den arbejdsløse tilbage i job, ikke at skabe store offentlige imperier.«
Kristian Damsgaard, Det Konservative Folkeparti:
»Det er netop én af mine mærkesager: Lukning af jobcentrene. Hvordan de ca. 13 mia. kr. så skal bruges, er jo så spørgsmålet. Jeg mener, at systemet med at A-kasserne er på banen i de første 4-6 uger af ledighedsperioden er fin, men at det skal udvides til også at omfatte ledighedsperioden i de 2 år.
De borgere som behøver omskoling, revalidering eller anden offentlig hjælp bør guides og vejledes via det kommunale system, hvor der foruden skelen til paragrafferne også kigges på det hele menneske og dets ressoucer. Ikke kun på de 37 timers regime som eksisterer i dag.«
Jens Lundager, Nye Borgerlige:
»Ja, jobcentrene skal lukkes. Ikke fordi medarbejderne som er ansat, ikke er dygtige og gør deres arbejde godt, men det er på grund af det bureaukratiske system med en regeljungle, som gør, at det ikke fungerer. Fokus bliver på at få refusion fra staten, altså at aktivere med den ene CV kursus efter den andet, aktivering af de ledige, giver større refusion.
I stedet for skal vi have et uafhængig lægefagligt råd, hvor ens læge indstiller til fleksjob eller førtidspension, de kan så indhente yderligere sundhedsfaglige undersøgelser som skal lægge til grund for en tilkendelse, og ikke flere praktikker.
Udgifter til jobcentre: Administration ca. 5 mia kr., samlet 14 mia. kr., besparelse mellem 8 til 10 mia., eller hvad der svarer til mellem 16.000 og 18.000 SOSU-assistenter.
Kort sagt:
- Udlændinge skal forsørge sig selv
- Syge og nedslidte kontanthjælpsmodtagere skal have upartisk hjælp af læger
- Tildeling af førtidspension til danskere skal gå hurtigere og mere smidigt
- Formynderiet skal afløses af tillid
- De raske og rørige skal tage ansvar for deres eget liv«
Deltag i debatten
Skriv meget gerne flere spørgsmål eller kommentarer til politikerne her: