Aarhus Kommune sælger Saxild Strand til kinesisk café-matador
Udenlandsdanskeren John Fohlmann Christensen opkøber gammelt badehotel for tocifret millionbeløb kroner af Aarhus Kommune.
Løsgængeren Jakob Søgaard Clausen stemte imod at sælge badehotellet og ærgrer sig over byrådets valg:
»Det er trist, at et flertal i byrådet har valgt at sælge Saxild Strand. Det er en historisk perle, som rigtig mange aarhusianske ældre gennem mange år har haft stor glæde af,« siger han.
Sundhedsrådmanden Christian Budde (V) understreger, at man vil bruge det næste år på at finde alternativer til de ældres rekreationsophold på adressen.
»Vi har allerede mange gode foreningskræfter, som står klar til at hjælpe med at løfte vores borgere ind i nye fællesskaber og vi har andre smukt beliggende lokaliteter,« siger rådmanden.
Køberen af Saxild Strand er selskabet W1 Holding, som ejes af udenlandsdanskeren John Fohlmann Christensen, der til dagligt har sin gang i Shanghai, hvor han siden 90’erne har opbygget sig et café-imperie, fremgår det af en artikel fra mediet Ejendomswatch.
Ejer bygning i anden kommune
Selv om byrådet har vedtaget salget af ejendommen, kan John Fohlmann Christensen først se frem til nøglerne om mindst et år. Årsagen er, at bygningen ikke ligger i Aarhus Kommune, men i Odder.
Inden udenlands-millionæren kan renovere det gamle badehotel, så skal Odder Kommune først vedtage en ny lokalplan for området - og det forventes at tage et til to år om at blive færdigbehandlet.
Lokalavisen Aarhus har forsøgt at ringe til John Fohlmann Christensen, men det har ikke været muligt at træffe ham. Avisen kunne tænke sig at spørge ham om, hvad en kinesisk café-ejer har tænkt sig at bruge Saxild Strand til.
Det gamle badehotel har gode muligheder for at blive istandsat og genstarte sin oprindelige funktion som badehotel.
Skepsis for fremtiden
Hos modstanderne af salget er der en skepsis overfor de manglende fremtidsplaner for ældres chancer for rekreative ophold.
»Der er ikke engang en ny plan for, hvad kommunen skal tilbyde ældre fremover, og det synes jeg ærgerlig talt er for dårligt,« siger Jacob Søgaard Clausen (Løsgænger).
Han kritiserer salget og siger, at byrådet sælger sig selv for pengenes skyld, og frygter, at området omkring Saxild Strand vil blive omlagt til en turistattraktion.
Hos Ældrerådet er meldingen mere afventende:
»For os i Ældrerådet er det vigtigste, at seniorer og folk med sociale og fysiske behov kan få et tilbud om et godt ophold, hvor de igen kan komme til hægterne,« siger formand for Ældrerådet, Jan Radzewicz.
Venstres rådmand på området Christian Budde vil arbejde videre på det og håber på at kunne udvikle nye tilbud.
»Jeg er meget optaget af, at vi får skabt mulighed for fællesskaber for alle vores borgere. Det skal vi fastholde, og gerne have meget mere af,« siger Christian Budde (V).