Trods stærkt felt melder Heidi Bank (V) ind med optimisme i modgangen
Venstre står til det dårligste valg siden 1988. Et mandattab på 19 hænger over partiet som en sort sky. Alligevel ser den lokale kandidat fra Venstre en mulighed for at fastholde sit mandat.
Valgkampen er ikke gået godt nok, men det gør den sjældent. Sådan lyder analysen fra Venstres lokale kandidat i Aarhus, Heidi Bank, som kæmper for at fastholde sit mandat i et stjernefelt af venstre kandidater i Østjylland.
Har Venstre gjort det godt nok?
»Jeg synes aldrig, at man gør det godt nok - især ikke når der har været så meget uro som i venstre,« siger Heidi Bank (V).
Venstre stod i 2019 med seks mandater fra Østjyllands Storkreds, i år ser mandattallet noget lavere ud. På trods af de dystre meldinger så er Heidi Bank (V) stadig stolt over en ting.
»Jeg har altid vidst, at det ville blive svært, men det jeg er mest imponeret over er, hvordan mine kollegaer og jeg selv har knoklet. Det taler om en ressourcestærk gruppe, der vil det her projekt, fordi det ikke handler om dem selv, men hvad vi vil i Venstre,« siger Heidi Bank (V).
Selvom partiet har fået et katastrofalt valg, så er Heidi Bank ikke i tvivl om, at partiformanden i Venstre er den helt rigtige.
»Nu er vi i gang med at bygge noget nyt op, og jeg synes Jakob Ellemann Jensen gør det rigtigt godt,« siger aarhusianske Heidi Bank (V).