Fortsæt til indhold

Uafklaret om der er lort i drikkevandet

Syddjurs Kommune anbefaler fortsat brugerne at koge vandet, hvis de får vand fra Fællespumpestation Skellerup Enge.

Politik

Syddjurs Kommune udstedte mandag efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed kogepåbud til Fællespumpestation Skellerup Enge og distributionsvandværkerne, som bliver forsynet med drikkevand fra Fælles Vandværket.

Årsag: Intestinale enterokokker - menneske- eller dyrelort - fundet i drikkevandet på ledningsnettet hos Begtrup Vig Vandværk.

Det betød, at vandværkerne skulle orientere forbrugere om, at alt vand til drikkevandsformål og madlavning skal koges.

»Vandværket er pt. i gang med kildeopsporing, og der er tirsdag blevet udtaget den første runde opfølgende vandanalyser. Da enterokokker kræver 4-5 dages dyrkning i laboratoriet er der endnu ikke kommet endeligt svar på disse prøver,« siger Syddjurs Kommunes kommunikationschef Ole Bjarke Nielsen.

»Der vil i morgen, fredag, blive udtaget en anden runde vandprøver, som der først forventes svar på i næste uge. Alt efter resultaterne af de to analyserunder, vil der løbende blive vurderet på situationen.»

Ole Bjarke Nielsen fortæller, at Vandværket i øjeblikket er i gang med forskellige udbedringer og renoveringer, som har været planlagt inden kogepåbuddet.

Bl.a. er rentvandsbeholderen og alle højdebeholdere blevet gennemgået og renset, og en vandindvindingsboring er blevet renoveret.

»Grundvandsgruppen hos Syddjurs Kommune foretog tilsyn på vandværket og højdebeholdere i går og er løbende i kontakt med vandværkerne,« siger Ole Bjarke Nielsen.