Fortsæt til indhold

Ukrainere stod for 45 pct. af befolkningstilvæksten sidste år

Den samlede befolkning i Danmark steg i 2022 med 59.234 personer.

Politik

I løbet af 2022 indvandrede 31.381 ukrainske statsborgere til Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I alt var der 121.183 indvandringer i 2022, og personerne med ukrainsk statsborgerskab udgjorde dermed 26 pct. af alle indvandringer.

Tilsvarende udvandrede 4.596 ukrainske statsborgere, hvilket gav en nettoindvandring på 26.785 personer med ukrainsk statsborgerskab.

Den samlede befolkning i Danmark steg i 2022 med 59.234 personer, og nettoindvandringen af personer med ukrainsk statsborgerskab udgjorde 45 pct. af denne befolkningstilvækst.

Færre fødte

Nettoindvandringen (indvandring minus udvandring) på 58.256 bidrog i 2022 til størstedelen af den samlede befolkningstilvækst, idet den naturlige befolkningstilvækst (fødte minus døde) var negativ i 2022, nemlig minus 1.005 personer, ifølge Danmarks Statistik.

Hertil kommer en korrektion på 1.983 personer.

Sidst der var en negativ naturlig befolkningstilvækst var i 1988. I løbet af 2022 blev der født 58.430 børn, hvilket var 5.043 færre end i 2021, svarende til 7,9 pct. og 5,3 pct. færre end gennemsnittet over de seneste fem år (2017-2021).

I 2022 døde 59.435 personer. Det var 2.283, eller 4,0 pct., flere end i 2021.

»Denne stigning i antal døde skal ses i sammenhæng med, at de store fødselsårgange fra 1940’erne nu indgår i de ældste aldersgrupper,« skriver Danmarks Statistik.

Den samlede befolkning i aldersgruppen 80 år og ældre voksede med 12.844 personer - eller 4,4 pct. - fra 2022 til 2023.

Fertilitetskvotienten

Den samlede fertilitet faldt i 2022 til 1.553 pr. 1.000 kvinder.

Det er et fald efter sidste års stigning.

Fertilitetskvotienten i 2022 var den laveste i 35 år, siden den i 1987 var 1.498 pr. 1.000 kvinder, ifølge Danmarks Statistik.

Fertilitetskvotienten er fra 2021 til 2022 faldet for samtlige herkomstgrupper (dansk, indvandrer og efterkommer herkomst) og for alle 5-års-aldersgrupper, undtaget de 45-49-årige.

Mænd er mænd

I 2021/2022 var middellevetiden 79,4 år for mænd og 83,1 år for kvinder.

Det svarer til et fald på 0,2 år for mænd og 0,3 år for kvinder siden seneste opgørelse.

Kvindernes middellevetid er samlet faldet med et halvt år siden middellevetiden toppede for kvinderne i 2019/2020 med 83,6 år.

Mændene har derimod kun oplevet et fald i middellevetiden i seneste periode, viser tallene fra Damarks Statistik.