Fortsæt til indhold

Erling Mikkelsen: »I min verden skal man ikke udbetale honorar til en vandværksbestyrelse i det omfang«

Den mangeårige Rønde borger med en fortid i erhvervslivet og lokalpolitik plus for nuværende kasserer i Rønde Idrætscenters bestyrelse hører til de få, der gerne vil stå frem og sætte ord på den kritik, som nu gør, at Rønde Vandværks bestyrelse skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Politik

Erling Mikkelsen var i sidste uge til sin første generalforsamling i Rønde Vandværk A.m.b.a.

Normalt er det ikke noget, han sætter kryds i kalenderen ved.

Denne gang dukkede han imidlertid op, fordi flere bekendte kunne fortælle ham, at Rønde Vandværks bestyrelse i 2022 udbetalte et honorar på sammenlagt 375.000 kroner til sig selv.

Nu er det imidlertid vigtigt at forstå, at bestyrelsen på ingen måde har handlet i strid med Vandværkets vedtægter, hvori der står, at generalforsamlingen kan godkende, at der udbetales honorar til bestyrelsen.

Det gjorde et flertal på generalforsamlingen i 2022, hvor de nævnte 375.000 kroner optræder i det budget, som blev godkendt på den afholdte generalforsamling.

I regnskab 2021 er der bogført et bestyrelseshonorar på 134.555 kroner.

Uhørt højt

Lokalavisen er blevet kontaktet af flere borgere, der har udtrykt harme over størrelsen på honoraret, men ingen har villet stå frem og sige noget til citat.

Det vil Erling Mikkelsen, mangeårig Rønde borger, imidlertid gerne.

»Jeg vil først godt understrege, at jeg anerkender det arbejde, som den nuværende bestyrelse laver,« siger Erling Mikkelsen.

»Formanden leverede en fin og informativ bestyrelsesberetning på generalforsamlingen, som fortjener anerkendelse, og jeg er også sikker på, at bestyrelsen er meget engageret og har styr på, hvad der skal gøres ud i fremtiden..«

Til gengæld står Erling Mikkelsen af, når det handler om at se det rimelige i, at bestyrelsen udbetaler et samlet honorar i den nævnte størrelsesorden til sig selv.

»Det var jo netop derfor, at et flertal på generalforsamlingen ikke ville godkende regnskabet, fordi vi savnede at få præciseret, hvem der havde fået udbetalt hvor meget, hvad arbejdet bestod i og hvor mange timer, der bruges. Det kunne vi ikke se af regnskabet.«

På den forrige generalforsamling blev budgettet med de 375.000 kroner i bestyrelseshonorar godkendt. Det bliver du nødt til at anerkende?

»Jeg betvivler ikke lovligheden, men derimod rimeligheden. I min optik er det uhørt at udbetale penge i det omfang til en bestyrelse for et vandværk med små 1.600 medlemmer. Det er også noget rod, at bestyrelsen udbetaler penge til sig selv.«

I modsætning til andre vandværker har bestyrelsen kompetencerne i egne rækker til selv at styre den daglige drift. Derfor har man ikke ansat en driftsbestyrer, som det er tilfældet de fleste andre steder. Derfor er det vel også okay, at bestyrelsen får godtgjort de timer, som de bruger på værket ud over det almindelige bestyrelsesarbejde?

»Jeg er sikker på, at der bliver lavet et stykke arbejde, men det fremgår ikke specifikt af regnskabet, hvordan og hvor meget. Det eneste rigtige er da, at der bliver ansat en driftsbestyrer, der tager sig af det daglige arbejde, og refererer til bestyrelsen. Alt andet er noget rod, og jeg kan kun opfodre til, at det kommer på plads hurtigst muligt.«

Det eneste rigtige er da, at der bliver ansat en driftsbestyrer, der tager sig af det daglige arbejde, og refererer til bestyrelsen.

Ulønnet bestyrelsesmedlem

Erling Mikkelsen nævner, at han selv sidder i Rønde Idrætscenters bestyrelse som kasserer. Her er samtlige i bestyrelsen ulønnet.

»Omsætningen er noget større end i Rønde Vandværk, men her er der enighed om, at en julefrokost og en lille julegave er vores honorar. Vi sidder i bestyrelsen, fordi vi er engagerede mennesker og gerne vil bidrage med, hvad vi nu hver især har af kompetencer. Til at klare den daglige drift er der ansat en centerleder, der sammen med sine ansatte varetager hverdagen, mens vi som bestyrelse fastlægger strategien.«

Erling Mikkelsen understreger, at han intet har at udsætte på vandværksbestyrelsens arbejde og engagement. Han roser det netop gennemførte salg af vandværksgrunden på adressen Slotsparken 28 højt over Rønde by som værende udtryk for rettidig omhu i forhold til de investeringer, der skal foretages fremover.

»Derfor mener jeg også, at det forkerte i at udbetale honorarer til bestyrelsen i det nuværende omfang skal stoppe, så der i stedet ansættes en daglig driftsleder af Rønde Vandværk.«