Fortsæt til indhold

De har knoklet for samme sag i 22,5 år. Her er sejren, og hvad de har lært af kampen

Det har været hårdt arbejde siden år 2000. Men onsdag blev en festdag for utrætteligt makkerpar.

Politik

Man har talt om det siden dengang, Flemming Knudsen var borgmester.

I september 2000 blev lokalområdet lovet en cykelsti langs Ajstrup Strandvej, så børn, forældre, ældre og turister kunne cykle sikkert helt ned til stranden. Strækningen er smuk, destinationen dejlig, men ruten også risikabel for bløde trafikanter, da vejen er smal og trafikken af og til tæt. I dag slutter cykelstien fra Beder i rundkørslen ved Elmosevej, men sådan skal det ikke blive ved, for onsdag sagde byrådet omsider ja til at en forlængelse helt ned til stranden kan blive til virkelighed.

Den kommende cykelsti er asfalteret med en lokalbefolknings utrættelige kamp, store engagement og kreative påfund. Ukuelighed er fundamentet. Blandt frontkæmperne er Freja Lausten og Mie Wejding, og det var et stort øjeblik, da de fra byrådssalens tilhørerpladser kunne konstatere, at lokalområdets kamp nyttede - 22,5 år efter, den begyndte.

»Vi har nægtet at give op,« konstaterer Mie Wejding, der kom på banen, da kæden var ved at hoppe af for fællesrådet efter årelang og nytteløs dialog med kommunen. Fællesrådet for Beder-Malling gjorde i årevis opmærksom på, at cykelstien trods løfterne stadig manglede i kommunens vejplaner.

Op til kommunalvalget i 2017 vovede flere byrådskandidater sig ud på den 2,3 km. lange strækning og – trods alt helskindede - lovede, at tage sagen op igen. Det blev ved ordene, indtil byrådsvalget i 2017, hvor grundejerforeninger og fællesråd holdt politikertræf. Det var det nuværende byrådsmedlem Thure Hastrups første debatmøde som byrådskandidat.

»Jeg lagde mærke til den ihærdighed, hvormed fællesråd i oplandet arbejder med lokale løsninger,« husker han.

Freja Lausten og Mie Wejding forklarer, hvordan de gennem årene har lavet musikvideoer, mobiliseret lokalområdet på de sociale medier, afholdt borgermøder, deltaget i udvalgsmøder og inviteret politikere på cykeltur. De har også budt sig selv indenfor på rådhuset; de to er troligt dukket op, hver gang sagen har været på byrådets dagsorden. Med løbesedler har de sikret, at hverken politikere eller presse har glemt cykelstien til Ajstrup Strand.

»Jeg har så mange af de flyers, at jeg kan spille kort med dem,« siger det konservative byrådsmedlem Mette Skautrup.

Hver gang spørgsmålet om cykelstien til Ajstrup Strand har været på byrådets dagsorden har Mie Wejding og Freja Lausten ikke forsømt nogen mulighed for at uddele flyers, der forklarer om den lange vej til en cykelsti. Foto: Nystrup

»Man bliver nødt til at gå i dialog, hvis man har en sag, man kæmper for. Man skal være vedholdende og kreativ,« forklarer Freja Lausten om årsagen til, at indsatsen nu bærer frugt med en cykelsti til 5,7 mio. kr. pr. km.

Det er dog ikke nok at lære politikerne at kende. Dialogen og samarbejdet med forvaltningen er også vigtigt, forklarer de.

»Vi har altid holdt en positiv tone og været konstruktiv i vores tilgang,« siger Mie Wejding og understreger, at hele lokalsamfundet har stået sammen for sagen.

Det har dog ikke altid været let, for de har følt sig glemt i Ajstrup.

»Aarhus har et problem. Jeg er med på, at man sagtens kunne bruge alle kommunens penge inde i selve Aarhus, men man glemmer oplandet, og det ser ud derefter,« konstaterer Mie Wejding.

Hun og Freja Lausten har oplevet tættere dialog og større forståelse i dialogen med nabokommunen Odder. Her tænker man i kommunen som helhed, har de erfaret.

»Odder er nemmere at samarbejde med. Der er respekt,« siger Freja Lausten.

Om ikke før, så mærkede hun og Mie Wejding Aarhus-politikernes respekt, da cykelstien endelig blev godkendt.

»Sagen er med de faldne bemærkninger tiltrådt,« sagde borgmester Jacob Bundsgaard (S) efter debatten. Det er borgmestersprog for »Ja, I får omsider jeres cykelsti.« Freja Lausten (tv) og Mie Wejding kunne kippe med flagene. Foto: Nystrup

»Vi har mødt de samme personer rigtig mange gange uden for byrådssalen og flere gange lovet at stemme sagen igennem. I har været vedholdende og tillykke med det,« sagde Gert Bjerregaard (V) til Freja Lausten og Mie Wejding inden han stemte ”ja”.

»Tillykke og godt kæmpet,« lød det fra Jesper Kjeldsen (S).

I Ajstrup og omegn, må man vente tålmodigt lidt endnu. Cykelstien ventes først færdig i løbet af et par år. Åbningsfesten bliver et sølvbryllup.