Fortsæt til indhold

Total opløsning: Enhedslisten er nu gået fra tre byrådsmedlemmer til ét

Enhedslisten i Aarhus er barberet ned til et enkelt mandat efter intern ballad. Katrine Vinther Nielsen har meldt sig ind i SF i stedet.

Politik
ddp

»Jeg har truffet en svær, men nødvendig beslutning.«

Sådan skriver byrådsmedlem Katrine Vinther Nielsen på sin Facebook-profil tirsdag morgen.

Beslutningen er, at hun har valgt at melde sig ud af Enhedslisten. Det sker efter en lang periode med intern ballade, samarbejdsvanskeligheder og generelt splittelse.

Katrine Vinther Nielsen blev valgt ind i byrådet sammen med Laura Bryhl og Thure Hastrup. Førstnævnte trak sig efter en intern sag om påstået sexisme, mens Thure Hastrup meldte sig ud af partiet i februar og nu er løsgænger. Ligeledes med begrundelsen, at han ikke længere kunne stå model til den interne splid og de personangreb, han oplevede.

Dermed har Enhedslisten kun Laura Bryhls afløser Solveig Munk i byrådet, og partiet er decimeret fra tre mandater til et enkelt.

»Mit ønske var at styrke venstrefløjen, skabe forandringer og resultater. Det ønske delte jeg med mine gode samarbejdspartnere Laura Bryhl og Thure Hastrup. Men virkeligheden blev desværre en anden. Derfor har jeg valgt at skifte til SF,« forklarer Katrine Vinther Nielsen i en pressemeddelelse og fastslår, at hendes politiske mål fortsat er de samme, og at hun sammen med SF har en fælles sag i kampen for en »værdig velfærd«.

Hun forklarer, at det dårlige arbejdsmiljø i Enhedslisten blev for meget.

»Omkostningerne ved at være i et parti med dårligt arbejdsmiljø, hvor man ikke for alvor kan ændre strukturen og kulturen, er for store og har gjort, at jeg har måttet træffe dette valg. Jeg har alt for længe været vidne til og selv oplevet, at der med hårde tacklinger er gået efter manden frem for efter bolden. Kort sagt et arbejdsmiljø præget af mistillid og personangreb. Den grundlæggende og fundamentale uenighed om det parlamentariske og politiske arbejde er for massiv og blev desværre til en reduceret fortælling om en uenighed i byrådsgruppen.«

Sexisme-sag fylder

Ifølge den nye SF’er var der i Enhedslisten ikke en erkendelse af problemernes omfang i partiet.

Og hun lægger ikke skjul, at det har frustreret hende, at der ikke var entydig opbakning til Laura Bryhl, som anklagede det tidligere, mangeårige byrådsmedlem Viggo Jonasen for nedgørelse og sexistisk opførelse. Noget han - med støtte fra visse lokalmedlemmer - bestrider.

»Samarbejdsvanskelighederne i byrådsgruppen står på skuldrene af en årelang konflikt med stor mistillid, uenigheder og magtkampe om den politiske linje og det parlamentariske arbejde. Og så står samarbejdet også i skyggen af eksklusionssagen, hvor jeg har savnet et reelt opgør med den sexistiske kultur, for det er min overbevisning, at når kvinder siger fra, skal det forsvares, ikke forklejnes,« siger Katrine Vinther Nielsen.

Med tilføjelsen af EL-afhopperen er SF nu oppe på fem mandater i, hvilket gør, at partiet overhaler Venstre og er det tredjestørste i byrådet.

»Katrine er en super dygtig politiker med en klar agenda inden for velfærdsområderne, og samtidig en politiker, der ønsker at indgå i et konstruktivt politisk arbejde med fokus på de resultater, vi sammen kan opnå til gavn for velfærden og den grønne dagsorden. Vi byder Katrine meget velkommen i vores gruppe og er glade for at have hende med på holdet,« lyder det fra formand i SF Aarhus, Søren Kronborg Pedersen.