Fortsæt til indhold

Borgmesteren vil nu smage på efterskolelivet

Syddjurs borgmester Michael Stegger Jensens ridt ud i det syddjurske fortsætter med uformindsket hast. På tirsdag går turen til Femmøller.

Politik

Femmøller hed i hvert fald indtil sidst i 1700-tallet officielt Essendrup, men den usædvanlige samling vandmøller langs åen betød, at byen blev til Femmøller i folkemunde og efterhånden også på kort og dokumenter.

Femmøller er opkaldt efter de fem møller, Overmølle, Kjerris Mølle, Glads Mølle, Skovmøllen og Ravns Mølle som alle var placeret ved Mølleåen.

Ravns Mølle nedbrændte i 1688, mens de fire andre stadigvæk består.

1909 blev det Danmarks første centrum for turister, da et af landets første badehoteller (nu Femmøller Efterskole) blev opført her.

Netop Femmøller Efterskole bliver atter centrum, når Syddjurs borgmester Michael Stegger Jensen med en sekretær i sin nærhed låser døren til kontoret på Rådhuset i Ebeltoft for at drage ud i det syddjurske.

Borgmesteren rykker til Femmøller tirsdag 13. juni 2023.

Det sorte undervisningshus til venstre for hovedbygningen på Femmøller Efterskole bliver hans base. Det er her, at han to gange i løbet af dagen, en gang formiddag og en gang eftermiddag, inviterer til åbent kontor for alle, der har noget at sige borgmesteren. Det være sig spørgsmål, kommentarer og brokkerier.

Dagen starter dog med virksomhedsbesøg på Molskroen.

Kroens historie går tilbage til 1923, da arkitekten Egil Fischer købte et stykke jord af en gårdejer, hvorefter han opførte en kro på stedet og forpagtede den ud. Den blev hurtigt populær, ikke mindst grundet beliggenheden, der gjorde den ideel som badehotel.

Fischers Ferieby

Efter frokosten runder borgmesteren Kjerris Mølle. Møllen og møllegården med udlænger er opført i 1822. Den har har tidligere været anvendt som mølle, og skovfogedbolig.

Statens ejendomsselskab, Freja ejendomme A/S solgte Kjerris Mølle på Molsvej 122 til den aarhusianske shipping- og erhvervsmand Kim Uno Mogensen, indehaver af Uno Transport med hovedsæde i Viby J.

Tegnestuen Landhuset ApS er primus motor for en totalindstandsættelse af Kjerris Mølle og Møllegården.

Borgmesteren når også et besøg i Kulturladen og selvfølgelig i Egil Fischers prægtige Ferieby.

Den Kolde Krig

Natomolen som spillede en rolle under Den Kolde Krig bliver sidste step på borgmesterens tur.

Molen blev taget i brug i 1968 og havde faciliteter til ind- og udskibning af dieselolie og andre forsyninger til det danske og vesttyske søværn. Anlægget hed “Lyngsbæk Pier” og hørte under NATO’s Flådedepotadministration (NAFDEP) i Søværnet.

Det omfattede også et stort underjordisk tankanlæg i Lyngsbæk samt et sømine- og ammunitionsdepot ved Dråby nord for Ebeltoft. Samlet set er anlægget et synligt mindesmærke om det tætte samarbejde mellem det danske og det vesttyske søværn under Den Kolde Krig.

I 2012 lukkede det militære tankanlæg i Lyngsbæk, og i dag er molen åbnet for offentligheden. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har siden 2021 planlagt en nedrivning af molen, mens lokale lystfiskere, dykkere m.fl. har arbejdet for at at bevare molen som et rekreativt område. Nedrivningen forventes nu gennemført i 2023.

Lige nu har kommunen i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge et projekt i gang. Det er i sin spæde fase, men der afsøges muligheder for at indsamle fondsmidler til at etablere et kunstigt superrev til gavn for fisk, naturformidling og biodiversitet, netop der, hvor NATO-molen - eller resterne af den - befinder sig i dag.

Dagen slutter som altid med en omgang Walk and talk med start fra Femmøller Efterskole klokken 16.30.

Walk and Talk er uformelle gåture for borgere, Borgmester og byrådsmedlemmer i Syddjurs Kommune. Tilmelding er ikke nødvendig og alle er velkomne

Det næste borgmesterbesøg i rækken er 22. august 2023 i Lime.