Fortsæt til indhold

Brandstation med tiltagende skimmelsvamp skriger på makeover

Formedelst cirka 7 mio. kroner bliver den tidligere brandstation, som Syddjurs Kommune købte af Falck i 2021, gjort både tidssvarende og lækker.

Politik

Da Falck besluttede at afhænde deres station på Falcksvej 2 i Hornslet, valgte Syddjurs Kommune i 2021 at købe bygningerne for at sikre faciliteter i Hornslet til deltidsansatte brandmænd hos det fælles kommunale beredskab ’Beredskab og Sikkerhed’ og til Region Midtjyllands ambulancetjeneste.

Bygningerne er og har i mange år været i dårlig stand og utidssvarende. Bl.a. er portene så smalle, at en moderne brandbil ikke kan komme igennem - uden at spejlene skal slås ind.

Velfærdsfaciliteterne er meget nedslidte og præget af manglende vedligeholdelse. Vandindtræng og begyndende skimmelsvamp taler sit tydelige sprog.

Derfor har Syddjurs Kommune besluttet at sanere og ombygge ejendommen, så brand- og ambulancefolk får tidssvarende forhold.

Forventes klar i 2025

I en mail til Lokalavisen fortæller en repræsentant fra Syddjurs Kommune tekniske område, at planen for nuværende er, at planlægning og projekteringsarbejdet fuldføres i 2023, mens selve saneringsarbejdet og ombygning forventes udbudt og gennemført i 2024 med ibrugtagning primo 2025.

Oplæg til indretningen af den nye station set fra Falcksvej. Foto: Syddjurs Kommune
Oplæg til den nye station set fra Løgtenvej. Foto: Syddjurs Kommune

Dark horse i denne plan er selvfølgelig de kommende budgetforhandlinger, der måske kan betyde, at tidsrammen forskydes.

Der kalkuleres med et samlet byggebudget på ca. 7 mio. kr.

Det er planen at overetagen, som indeholder en forstanderbolig og velfærdfaciliteter, fjernes/nedrives, og underetagen ombygges til nye og bredere garager samt nye velfærdsfaciliteter til brand- og redningspersonale.

Jeg tror på, vi kan finde et egnet sted til vores folk, som lider under den tiltagende skimmelsvamp i bygningen i Hornslet.
Jan Kjær Madsen, Ambulancechef

Genhusning af ambulancefolkene

Lige nu er Region Midtjyllands ambulancetjeneste i fuld gang med at finde et midlertidigt sted i området omkring Hornslet og Mørke, hvor de ansatte ambulancefolk som har base på stationen i Hornslet kan genhuses, mens saneringsarbejdet og ombygningen pågår.

»Vi arbejder på at finde et egnet sted i området omkring Hornslet og Mørke, som du har kunnet se i de annoncer, der har været bragt i Adresseavisen,« siger ambulancechef Jan Kjær Madsen, Region Midtjylland.

Ambulanscechefen nævner et nedlagt landbrug, der står tomt, hvor der er en garage som kan huse en ambulance og diverse velfærdsfaciliteter med toilet og bad, sovested, køkken og opholdsrum som en mulighed.

Også en tom industribygning, hvor der er de nævnte faciliteter i pæn stand, er efterspurgt.

»Jeg tror på, vi kan finde et fint sted til vores folk, som lider under den tiltagende skimmelsvamp i bygningen i Hornslet,« siger Jan Kjær Madsen.

Han kender udmærket den gamle brandstation i Hornslet fra sine godt ti år ved Falck, først som stationsleder og siden områdeleder for 155 reddere i Randers og på Djursland.