Fortsæt til indhold

Budget: Byrådet skal finde millionbesparelser

Lokalpolitikerne skal finde årlige besparelser på et tocifret millionbeløb, hvis kommunens økonomi skal hænge sammen.

Politik

Politikerne i Favrskov Kommune sidder i denne tid dybt begravet i de årlige drøftelser og forhandlinger om kommunens budget for de kommende fire år, 2024-2027.

Igen i år skal sparekniven svinges, hvis kommunens indtægter og udgifter skal gå lige op. Ifølge borgmester Lars Storgaard (K) skal der i 2024 findes besparelser for omkring 10 millioner kroner, mens der i de kommende tre år skal spares omkring 20 millioner kroner om året, hvis den kommunale husholdning ikke skal gå i rødt.

»Det er ikke fordi, vi ikke har en god økonomistyring i Favrskov Kommune, at vi skal spare. Vi har altid haft økonomisk rettidig omhu og fået meget service for vores midler, men vi bliver ramt af udefrakommende faktorer som udligningsreform, bloktilskud og demografiske ændringer, vi ikke selv styrer,« siger borgmesteren.

Når det er sagt, er det borgmesterens holdning, at Favrskov Kommune skal finde de nødvendige besparelser for at få balance i det kommunale husholdningsbudget.

»Mit oplæg til gruppeformændene er, at vi skal have balance i økonomien. Ellers går det galt, og vi kører kommunen i sænk,« siger borgmesteren.

Forslag fra forvaltningen

Forvaltningen er som vanligt blevet bedt om at komme med forslag til besparelser, som politikerne kan ”vælge” mellem, hvis de da ikke selv finder andre besparelser.

På børne- og skoleområdet kan der eksempelvis spares næsten en million kroner om året ved at lade pædagogerne overtage al den understøttende undervisning i indskolingen. Ligeledes kan der ifølge forvaltningen hentes en million kroner om året ved at ændre nogle fagtimer til understøttende undervisning på tre klassetrin. Et andet spareforslag går på at reducere åbningstiden og lave færre aktiviteter i SFO, SFO-klub og fritidsklub.

Indenfor social- og sundhedsområdet er der eksempelvis forslag om at reducere rengøring fra hver anden til hver tredje uge for de 630 hjemmeboende borgere, der får kommunal hjælp til rengøring. Det vil give en årlig besparelse næsten en million kroner. Forvaltningen har desuden opridset besparelser ved at lave færre aktiviteter for ældre og reducere i hjælpen med at tage kompressionsstrømper på og af.

De nævnte spareforslag er blot et lille udpluk af i alt omkring 60 spareforslag fra forvaltningen på i alt cirka 50 millioner kroner om året. Det er altså ikke nødvendigt at gennemføre alle spareforslagene for at finde den førnævnte årlige besparelse på 20 millioner kroner for at få balance i budgettet.

Skruen uden ende

Budgetøvelsen bliver dog yderligere kompliceret og besværet af, at forvaltningen som vanligt også er kommet med forslag til at udvide budgettet. De foreslåede udvidelser udgør årligt 20-30 millioner kroner i budgetperioden 2024-2027. Den helt store post er stigende udgifter på socialområdet. Forvaltningen har allerede kendskab til yderligere sociale udgifter på 10 millioner kroner om året. Dernæst siger erfaringen fra de seneste 10 år, at Favrskov Kommunes sociale udgifter stiger med seks millioner kroner om året.

»Vi er udfordrede på socialområdet, hvor udgifterne bare er steget og steget i de senere år, og vi har ikke fået så meget som en krone finansieret af staten. Det ligner skruen uden ende og gør ondt på økonomien, men det handler om de svageste i vores samfund, og dem skal vi tage os af,« siger borgmester Lars Storgaard.

Hvis politikerne eksempelvis vedtager at udvide det årlige budget med 15 millioner kroner, skal der finders yderligere 15 millioner kroner i besparelser for at holde økonomien i balance.

Rammebesparelser

Borgmesteren ønsker, at politikerne tager ansvar ved at øremærke så mange af besparelserne som muligt. Hvis det ikke lade sig gøre at konkretisere alle de påkrævede besparelser, kan de såkaldte rammebesparelser komme i spil.

Et af forvaltningens spareforslag er en rammebesparelse på en halv procent af alle de kommunale budgetter til serviceudgifter, svarende til 11,5 millioner kroner om året. Man drysser så at sige en besparelse ud over alle områder og lader det være op til eksempelvis den enkelte skole at finde den pålagte besparelse på en halv procent af skolens budget.

Håber på enighed

Favrskov Byråd mødes i denne uge til et todages budgetseminar, hvor partierne drøfter og forhandler budgettet. Derefter foregår forhandlingerne om budgettet mellem gruppeformændene, der senest 6. september skal have forhandlet et budgetforslag på plads. Budgettet skal herefter sendes i høring hos kommunens medarbejdere og borgere, inden det skal endelig vedtages senest 10. oktober.

I Favrskov Kommune er der tradition for brede budgetforlig, og borgmesteren håber, at alle 25 byrådsmedlemmer ender med at stå bag budgettet.

»Jeg vil appellere til alle partier om at tage ansvar og være med til at løfte opgaven, selvom det kan komme til at gøre ondt og ikke kan udelukkes, vi skal spare på de store velfærdsområder og den borgernære velfærd.«