Fortsæt til indhold

Hyldest til målsluger og ærlig figther

Aunings ældste drenge har taget afsked med sidste sæson ved at hylde to af juvelerne på holdet.

Politik

Aunings grå guld på fodboldfronten, Oldboys 60 år, har afholdt afslutningsfest for sæson 22/23.

Afslutningsfesten blev afholdt i Gl. Estrups Gartneris nye flotte byggeri. Pressefoto

Som vanligt blev to af spillerne hædret og klappet lidt ekstra af.

Hædren som Årets Spiller tilfaldt Knud Dahl Andersen. I fordums dage et duracellbatteri fyldt med energi på Aunings bedste seniorhold.

Nu er han i en moden alder begyndt at lave mål. Måske, fordi han er den mest ’fitte’ på holdet, lyder det fra medspillerne.

Søren Erikstrup, tidligere målsluger i det unge år i hjerteklubben Vivild IF, blev hædret som topscorer.

Han scorer aldrig lette mål, men magien og kraften i støvlerne er fortsat intakt, så boldene bliver sparket i nettet.

De ældste drenge afsluttende fest blev afholdt i Gl. Estrups Gartneris nye flotte byggeri.

Oldboys 60 år er i fuld gang med den nye sæson. Næste modstander er AIA/Tranbjerg på Grønløkke Stadion 6. september.